Du er her: 

Præsten skriver


Hvad skal der ske med Damsholte kirke?

I år er der valg til alle Danmarks menighedsråd. Et menighedsråd bestemmer alt omkring den lokale kirkes aktiviteter, det kirkelige fællesskabs udfoldelse, nye tiltag og økonomi. Hvis du kunne tænke dig at høre mere om arbejdet med kirken, og hvordan du kan være med til at præge kirkelivet og beslutningerne i og omkring kirken, inviteres du hermed til et orienteringsmøde 9. juni kl. 19.00. Mødet foregår i præstegårdens mødelokale, Grønsundvej 255, 4780 Stege. 

Der er god tid til at tænke over, om du har lyst til at blive en del af det lokale menighedsarbejde, for selve valget finder først sted 15. september på en såkaldt ”valgforsamling”. På valgforsamlingen kan alle interesserede kandidater til menighedsrådet stille op. Det kræver blot, at du er fyldt 18 år, er medlem af Folkekirken og har dansk indfødsret eller haft fast bopæl i Danmark i et år forud for valgforsamlingen. 

Efter opstilling af alle kandidaterne 15. september bliver der samtale og evt. debat om kirkens arbejde og visioner, herpå følger hemmelig, skriftlig afstemning, stemmeoptælling og valg af stedfortrædere, som man på forhånd kan udtrykke ønske om, hvis man ikke har så meget tid, men alligevel gerne vil bidrage til kirkens ve og vel. 

Vil du være med til at styrke kirkens arbejde og betydning i lokalsamfundet, vil vi kraftigt opfordre dig til at komme til orienteringsmødet 9. juni kl. 19.00. 

Uden et menighedsråd får Damsholte kirke svært ved at trives. 

Vi ser frem til at møde dig!

Venlig hilsen

På Damsholte menighedsråds vegne

Eva Brinck

Maj 2020


Meget glædelig nyhed – genåbning af Damsholte Kirke

Torsdag 7. maj bekendtgjorde statsminister Mette Frederiksen, at folketingets partier havde besluttet, at Folkekirken skulle være en del af genåbningens fase 2. Det betød, sagde hun, at kirkerne i Danmark kunne påbegynde genåbning fra 18. maj. Det tror jeg, alle som holder af kirken og jævnligt eller ofte kommer i den er rigtig, rigtig glade for og hilser velkommen. Jeg glæder mig i hvert fald, også selvom det bliver under andre forhold end tidligere med krav om afstand, ekstra opmærksomhed på håndhygiejne, rengøring af kirken og dens inventar m.m. 

Under den lange nedlukning har vi fået mange andre forskellige måder at hilse på. Det vil dog stadig være mærkeligt ikke at kunne give jer hånden, men vi må væbne os med tålmodighed og se frem til den dag, hvor det ikke længere er forbundet med nogen former for risici at tage hinanden i hånden og give hinanden et kram. 

Jeg har sendt jer mange tanker under coronakrisen, tænkt på hvordan I hver især havde det, og om I nu kunne holde denne situation ud og ikke følte jer alt for isoleret, bange og ensomme. Jeg har selvfølgelig også tænkt på kirken, men ikke tænkt på den uden, at I hørte med ved jeres tilstedeværelse. Naturligvis kan man sidde for sig selv i sit lønkammer og tale med Gud, bede en bøn, læse i Bibelen og synge en salme eller flere, men det bliver altså aldrig det samme som at samles i kirken til gudstjeneste. 

Jeg har erfaret, at det jeg især har savnet, var, at se jer træde ind i kirken, tage plads på en kirkebænk, se jer sidde lidt i tavshed og finde jer til rette eller tale hyggeligt sammen. Jeg har savnet, hvordan vi har sunget og bedt sammen, lyttet til Bibelens tekster og en af dens udlægninger i prædikenen. Jeg har savnet, hvordan vi har delt nadveren med hinanden. Alt, hvad der foregår i kirken, kan man sagtens gøre for sig selv, men det får en hel anden dimension, dybde, tyngde og bredde, når man deler Guds nærvær og tilbedelsen af Gud med hinanden.  

Den første gudstjeneste vi kommer til at holde sammen, bliver gudstjenesten Kristi Himmelfartsdag, 21. maj. Mens vi altså samles igen, vil vi fejre, hvordan Jesus blev taget op til himlen og i en vis forstand forlod verdenen. Om den begivenhed konstaterer Markus blot, at ”da Jesus var færdig med at tale til dem (disciplene), blev han taget op til himlen, og han satte sig til højre for Gud”, mens Lukas vil vide, at Jesus velsignede sine disciple, da han blev løftet op til himlen. 

Naturligvis kan vi trække på smilebåndet over, at Jesus løftes op til himlen, for den tanke virker mærkelig og umulig for os. Det kan ikke lade sig gøre i vores forestillingsunivers. Samtidig tror jeg, at ikke mindst her under coronaepidemien, hvor vores egen dødelighed er blevet sat i relief, da er det en trøsterig og beroligende tanke, at ligesom vi har et hjem på jorden, har vi det også i himlen. I det hjem vil Gud og Kristus kærligt tage imod os, og alle vores jordiske bekymringer vil smelte bort ved himlens strålende lys.

For os bliver Kristi Himmelfartsdag i år i sandhed en velsignelsens dag!

Menighedsrådet, personalet og jeg glæder os til at se jer i kirken igen.   

Eva Brinck, sognepræst, maj 2020


Her på Store Bededag i 2020

Der er sikkert forskel på, hvor meget coronakrisen bekymrer os. Det hører vi. Nogle lader til ikke at tage synderlig notits af, at verden er ramt af en alvorlig pandemi, som både medfører sult, angstfremkaldende og langvarigt sygeleje, tab af liv, og en økonomi, der er på katastrofekurs både for den enkelte og for hele samfund.

Og så er det man ikke kan lade være med at reflektere:

Tænk at bo i så rigt et land, at man bliver nødt til at væbne sig med tålmodighed over, at man ikke kan gå på restaurant, bar eller cafe, få lavet sig en ny tatovering, få sat sit hår eller plejet sit ansigt og sin krop med olie og massage.

Tænk at bo i så rigt et land, at man må væbne sig med tålmodighed for at kunne komme i fitnesscenter og træne sin krop.

Tænk at bo i så rigt et land, at unge kan føle sig uretfærdigt behandlet og må væbne sig med tålmodighed over ikke at kunne komme tilbage til en efterskole.

Tænk at bo i så rigt et land, at man bliver nødt til at væbne sig med tålmodighed over, at man ikke kan komme til udlandet for at holde ferie, men må holde ferien i Danmark.

Tænk at bo i så rigt et land, at man overhovedet har mulighed for at holde ferie.

Tænk at bo i så rigt et land, at man må væbne sig med tålmodighed for at få udlejet sit sommerhus til udenlandske turister.

Tænk at bo i så rigt et land, at man må væbne sig med tålmodighed for at komme i biografen, på museet eller i teatret.

Tænk at bo i så rigt et land, at man må væbne sig med tålmodighed for at komme i zoologisk have eller et andet forlystelsescenter.

Tænk, at bo i så rigt et land, at man må væbne sig med tålmodighed for at kunne komme til at holde fest for et stort antal gæster.

Tænk at bo i et så rigt land, at man må væbne sig med tålmodighed for igen at kunne mødes med sine venner i parker og på havne- og strandpromenader.

Tænk at bo i så rigt et land, at end ikke en coronakrise kan øge vores stressniveau, men er målt som det næst laveste i Europa.

Tænk at bo i så rigt et land, at der er hjælp at hente, hvis man bliver arbejdsløs.

Tænk at bo i så rigt et land, at staten formår at række ud med hjælpepakker til trængte virksomheder.

Tænk at bo i så rigt et land, at man ikke skal være bange for at gå sulten i seng.

Tænk at bo i så rigt et land, at man ikke behøver at frygte for ikke at have noget sted at bo eller at måtte fryse der, hvor man bor.

Tænk at bo i så rigt et land, at man ikke behøver at være ængstelig ved ikke at kunne komme på hospitalet, hvis man bliver syg.

Tænk at bo i så rigt et land, at forældreløse børn ikke skal være bange for, at der ikke er nogen til at tage sig af dem. 

Vi er meget heldige og må være meget taknemmelige, alle os, der bor i et smørhul som Danmark. Måske er det også derfor, at vi ved hver eneste undersøgelse bliver kåret som verdens lykkeligste folk. Vi har mindre at frygte end andre steder i verdenen. Vi har mange flere muligheder end andre steder i verdenen. Vi har et stærkt socialt sikkerhedsnet under os, og vi behøver ikke at frygte for konsekvenserne af det, vi siger og tror på. Det er ikke selvindlysende, når vi sammenligner os med andre lande, og på denne Store Bededag må vi sige Gud tak for alt det, vi som danskere har fået og har af muligheder for at kunne leve i tryghed og sikkerhed. 

Vel er nogle af os bekymrede for corona-epidemien og dens helbredsmæssige og økonomiske følger og trusler. Det er heller ikke lige bekymringsløst for alle at være afskåret fra at se sine nærmeste kære. Karantæne og isolation er en prøvelse, der godt kan gøre os triste og bedrøvede. For nogle af os er det så belastende, at vi bliver mentalt syge af det – eller dårligere, end vi var i forvejen. For alle, som er ængstelige for deres helbred, bange for økonomien, nedtrykte over isolationen, savner deres familie eller frygter for, hvad krisen ellers kan medføre, håber vi Gud, at du vil lytte til os, når vi beder dig om at hjælpe os og aflaste os i vores bekymring. Stå os bi, vær os nær, kast dit opløftende og helbredende lys ind i vort mørke, giv os mod og styrke til at klare det, der er svært at udholde og overkomme, åbn vore øjne og gør os bevidste om alt det smukke og gode, som er i tilværelsen, lad os mærke at du ser os og følger os med kærlighed og omsorg.

Eva Brinck, sognepræst, maj 2020


Jesus sagde: ”Jeg er vejen, sandheden og livet” – prædiken 3. søndag efter påske

Vise ord siger, at ethvert menneske må gå sin vej. Det kan godt være, vi er omgivet af kærlige og omsorgsfulde mennesker, som vil os alt godt og intet ondt, men ret beset bliver vi nødt til at tilbagelægge vejen alene. Det bliver rigtig tydeligt ved livets afslutning. Vejen ind i døden må vi selv gå. Der er ingen, der kan eller skal følge os. Vejen fra vugge til grav må vi selv gå, og sådan må det være, for ingen anden kan jo være os. Hver især er vi noget helt særegent og forskellig fra alle andre. Og hvert enkelt menneskes vej bliver tilsvarende helt særegen og forskellig fra alle andres vej. 

Det kan godt føles ensomt. Lykkeligvis distraheres og adspredes vi fra denne ensomhedsfølelse i vores omgang med andre mennesker, så den ikke fuldstændigt bemægtiger sig vores sind. Men nu i denne tid, hvor vi er afskåret fra hinanden og kun må mødes kort og i afstand, har ensomhedsfølelsen fået gode vilkår. Spøgefuldt kan vi finde på at sige, at vi har hudsult, men jeg tror, den sult stikker langt ind under huden, ind i marv og ben.

Når vi nu ikke kan mødes, kunne det være dejligt at lægge vejen forbi kirken, gå ind og bede en bøn og måske tænde et lys for én man har kær, og som trænger til, at der bliver tænkt på ham eller hende. Tale med Gud – højt eller i sine tanker. Og måske genkalde sig Jesu ord om, at han er ”vejen, sandheden og livet”, sådan som han siger i søndagens evangelietekst, der står i Johannes-evangeliet, kapitel 14,1-11. 

Det er under det sidste måltid med sine disciple skærtorsdag aften, at Jesus beskriver sig selv som ”vejen, sandheden og livet”. Måske er det lidt mærkeligt, at vi skal mindes om, hvad der skete skærtorsdag aften, så lang tid efter påske. Men ligesom det fik afgørende betydning for disciplenes tro, drivkraft og styrke og sidenhen fik det for mange, mange andre mennesker, kan det også få det for os i dag, lige netop i den situation, vi befinder os i nu. ”Jeg er vejen, sandheden og livet”. Der er så megen råstyrke, trøst og beroligelse i de ord. De giver os en vished om, at vi slet ikke går alene, men at Gud og Kristus går sammen med os. 

Det var vigtige ord for disciplene at have med i deres tros- og forståelsesbagage, da Jesus sendte dem ud i verden for at fortælle om ham og om det glædelige og det opløftende budskab, at Gud havde frelst hele sin elskede menneskeverden nu og i fremtiden. Med forståelsen af Jesus som vejen, sandheden og livet blev de i stand til at klare og udholde det værste som tænkes kan. Modgang, hån, foragt, tortur og forfølgelse.

At Jesus omtaler sig selv som sandheden og livet, det forstår vi umiddelbart. Måske finder vi det pudsigt, at han også identificerer sig selv som vejen. Men de første kristne tog betegnelsen til sig og benævnte sig som ”Vejen”. At følge Jesus det er livet og sandheden. Og måske tænkte de, at både passivt og aktivt bevæges vi hen mod Jesus, hen mod Kristus i hvem vores liv giver mening og forståelse. Vores trosforhold er i bevægelse, og det stemmer jo også med den erfaring, vi gør os om vores tro, der antager forskellige former og udtryk livet igennem. 

Helt konkret har troen i bevægelse fået sit udtryk i pilgrimsvandringen, som man vel kan sige tog sin begyndelse, da kejser Konstantins mor, Helena, rejste til Israel for at se de steder, Jesus havde opholdt sig. Det var godt, hun følte sig draget til at tage afsted, for uden hendes ”pilgrimsrejse” til Det hellige land, er det f. eks. slet ikke sikkert, at ”Fødselskirken” i Betlehem og ”Gravkirken” i Jerusalem var blevet opført.

De fleste oplever det som meget udbytterigt at tage på pilgrimsvandring. Man giver sig selv mulighed for at fordybe sig i sin tro og sit åndelige liv. Det at vandre giver ro, nærvær, harmoni og indre fred. Det, der tidligere føltes svært, trist og uoverkommeligt, kan med bevægelsen fremad i tro og kontemplative tanker, forsvinde som dug for solen. 

Her på Møn har vi også fået en pilgrimspræst. Det er Elizabeth Knox-Seith, og hun siger, at det styrker fællesskabet mellem mennesker at vandre sammen.

Jesus selv vandrede også sammen med sine disciple. Mellem byerne vandrede de. Jesus så det som sit mål at nå ud til så mange mennesker som muligt for at fortælle dem om Guds rige, og hvordan de skulle leve med hinanden. Undervejs hjalp han også mennesker, som var syge eller udelukket af lokalsamfundet. Evangelierne giver os indtryk af, at Jesus var i konstant bevægelse, og man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan Jesu fysiske bevægelse fik stor betydning for menneskers åndelige bevægelse. 

Måske har vi ikke mulighed for at drage ud på længere pilgrimsrejser, men en lille vandring ud i det smukke og dejlige forårsvejr kan også være en kærkommen lindring for vores bekymrede, ensomme og ængstelige sjæle. Oplevelsen af nyudsprungne træer og buske, energiske fuglestemmer foroven og et vidunderligt blomsterdække i skovbunden, sætter åndelighed og tro i bevægelse, så vi mærker, at vi ikke går alene, men at Gud og Kristus går sammen med os. Und dig en tur i det fri!

Eva Brinck, sognepræst, maj 2020


Trøst og håb i Den nye Bibel

Her midt i corona-krisen sker der også gode og opløftende begivenheder. Hele Danmarks befolkning har fået en ny Bibel. Det er en nyoversættelse af Det gamle og nye Testamente, der nu i stedet benævnes Den gamle og nye Aftale. Bibelen er oversat fra originalsprogene hebraisk og græsk til et nyt og mundret dansk, og det er virkelig en sand fornøjelse at læse de mange gode, opløftende ord og historierne om Adam og Eva, Noas ark, som er blevet til Noas skib, om tårnet, der skulle nå helt op til himlen (Babelstårnet), om Abraham og hele hans slægt, om de store konger Saul, David og Salomon, om Jonas, der blev smidt i vandet og slugt af en stor fisk og mange, mange flere historier.

Der er sikkert nogen, der vil savne de gamle formuleringer, måske ikke mindst formuleringerne fra Salmernes Bog, hvis ordlyd vi er blevet så fortrolige med, og i mange situationer har beroliget og trøstet os ved. Men prøv lige at se, hvordan de sprogkyndige har oversat den velkendte Salme 22:

”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Jeg råber på hjælp, men du er så langt væk.

Min Gud jeg råber om dagen, men du svarer ikke.

Og om natten, men jeg kan ikke finde ro …

Det var dig, der hjalp mig ud af min mors mave

Og gjorde mig tryg ved hendes bryst.

Til dig var jeg overladt, fra jeg blev født.

Fra jeg lå på min mors mave, har du været min Gud.

Gå ikke din vej, for jeg har det svært.” 

Jeg ved ikke, hvordan man har det, når man er indlagt med coronavirus, men jeg kan tænke mig, at man ud over at have det fysisk dårligt og måske er bange for at dø, også må føle sig meget ensom, når man er isoleret fra sine nærmeste og bliver mødt af et personale, der er pakket ind beskyttelsesudstyr fra isse til fod. Jeg forstår godt, hvis man er ængstelig, føler sig fortabt og helt alene i verdenen. Når man er syg, er det så altafgørende vigtigt, at man har tæt kontakt med sine nærmeste og kan mærke sygehuspersonalets empati og omsorg. Er man udelukket fra kontakten med omverdenen og i særlig grad sine kære, er der en god og beroligende trøst at finde i Bibelens ord, som når det f.eks. lyder: ”Jeg har mistet modet! Hold din hånd under mig, og red mig Gud, skynd dig, hjælp mig, Herre!” 

Jeg håber, at denne lunefulde sygdom snart slipper sit tag i os, for vi trænger til at være sammen med hinanden igen. Jeg håber det også for det kirkelige fællesskabs skyld. De lukkede kirker kan naturligvis ikke tage livet af det kristne budskab. Slet ikke og det er tankevækkende, at efter kirken for alvor er blevet digital, har det gode, glædelige og livsopmuntrende budskab fået langt større rækkevidde. Nu kan vi i højere grad efterleve Jesu ord om at ”rejse ud og fortælle om Jesus til alle mennesker i hele verden”. Det kan vi bogstaveligt talt gøre ved at ”rejse” i det digitale. Det er godt, vi har opdaget den mulighed, men det kan aldrig måle sig med det fysisk samvær og nærvær. Og jeg tror, vi alle sammen glæder os til frit at kunne mødes igen.

Som I kan se af gudstjenestelisten, har vi et håb om igen at kunne holde gudstjeneste efter 10. maj, men vi ved det jo ikke med sikkerhed. Derfor håber jeg, I vil holde jer orienteret på Damsholte kirkes hjemmeside, som er www.damsholtekirke.dk  Jeg ønsker jer en lys og glædesfyldt maj måned. 

Eva Brinck, sognepræst, maj 2020


Til lykke til dronningen!

Jeg ønsker hele det danske kongeriges dronning, hendes majestæt dronning Margrethe 2., hjertelig tillykke med 80-års fødselsdagen 16. april 2020.

Med ønsket om en dejlig fødselsdag – tak for Deres kloge, forstandige, ansvarsbevidste, kreative, fantasifulde, humoristiske, slagfærdige, men også blufærdige og eftertænksomme sindelag. Danmark kunne ikke ønske sig nogen bedre dronning!

Eva Brinck, sognepræst, april 2020


Påsken 2020 - påskedagsprædiken

Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: ”Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.”Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matthæusevangeliet, kapitel 28, vers 2-8.

Er der nogen grund til at fejre påske?

Verden er i undtagelsestilstand. Danmark er i undtagelsestilstand. Du og jeg er sat i undtagelsestilstand. Sat i en grad af karantæne og isolation. Vi kan ikke gøre som vi plejer. Hver især er vi blevet begrænset i vores udfoldelsesmuligheder. Vi kan ikke gå på arbejde, ikke gå i skole. Alle uddannelsesinstitutioner er lukket ned. Det samme gælder en tid endnu for vuggestuer og børnehaver. De fleste fysiske forretninger er lukkede, og vores byer ligner de rene spøgelsesbyer. Mørke vinduer og tomme gader. 

Heller ikke når vi køber ind, kan vi gøre, som vi plejer, når vi møder mennesker, vi kender. Vi kan ikke gå hen og tale med dem, kramme og tage dem i hånden. Vi må nøjes med i afstand at sende smil til hinanden. Vinke til hinanden. Det er sært og fremmed. Mærkelig nok skaber distancen en anden bevidsthed om de andres eksistens. Længslen efter at tale og røre ved andre bliver større. Og man må sande de gamle visdomsord om, at nogle gange skal man savne noget, før man bliver bevidst om dets værdi.

Jeg tror, vi er mange, der savner at være sammen med andre mennesker på den menneskelige måde - i fysisk nærkontakt med tale og berøring. Her i påsken bliver dette savn ikke mindre. Vi plejer jo at mødes med familie og venner til påskefrokost, fest og glæde. Og når vi nu ikke kan det, er der så overhovedet grund til at fejre påske? 

I år er det 80 år siden, at Tyskland besatte Danmark. Jeg er ikke gammel nok til at have oplevet det, men mine bedsteforældre kunne fortælle, hvor begrænset de følte sig i deres udfoldelsesmuligheder, og hvor megen frygt og ængstelse besættelsestiden også medførte for danskerne. Det var derfor en oprigtig glæde, mine bedsteforældre og mange andre følte, da befrielsen endelig kom 5. maj 1945 for 75 år siden. Mørklægningsgardiner blev hevet ned, der blev sat levende lys i alle vindueskarme. Vinduer blev slået op på vid gab, og folk myldrede ud på gader og veje i bare begejstring. Mine forældre var født, men ikke gamle nok til helt at forstå, hvorfor der pludselig udbrød så stor og begejstret jubel. Men stemningen mærkede de og kunne sidenhen fortælle bevæget om. 

Når vores ”befrielse” kommer, mon vi så også vil løbe jublende begejstrede ud på gader og veje, omfavne og kysse hinanden? Oprigtigt glæde os over, at nu er ”besættelsestiden” overstået med al dens begrænsning, påbud og restriktioner. 

Måske kan man slet ikke sammenligne vores situation nu i verden og Danmark med verdenssituationen og Danmarks situation under 2. verdenskrig? Måske var man dengang meget mere bange og frygtede meget mere for sit liv og for sine kæres liv? Måske er vores bekymringer og ængstelse slet ikke noget at regne i forhold til mine bedsteforældres og alle andre menneskers bekymring og ængstelse? 

Men jeg er på en måde glad for, at mine bedsteforældre og mine forældre ikke skal opleve den ”krig”, hele verden nu må udkæmpe med den usynlige fjende. For selvom der måske var større grund til frygt dengang, så kan det ikke rigtigt dulme vores nervøsitet og ængstelse for at blive smittet og måske dø. Det kan ikke rigtig dulme vores frygt for, at vores kære skal blive smittet og dø. Og selvom man præsenteres for sandsynlighedsberegninger og grafiske kurver for, hvor beskeden risikoen er for at blive smittet, så kan det ikke helt fjerne vores bekymring. Den sidder i os. 

Da kvinderne var på vej ud til Jesu grav påskemorgen, kan man ikke forestille sig det anderledes, end at de er blevet rædselsslagne ved det jordskælv eller i hvert fald det voldsomme naturfænomen, som der ifølge Matthæus-evangeliet udbrød i Jerusalem og omegn. Og mindre er forfærdelsen næppe blevet ved synet af den talende engel, hvor meget han end forsøgte at berolige dem. Deres sind og hjerte var jo i forvejen tynget af sorgen over Jesu grusomme død. Det er ikke med ro og fortrøstningsfuldhed, at de har begivet sig ud til graven, men med fortvivlelse og smertelig bedrøvelse over aldrig at skulle mødes med Jesus igen. Der var virkelig ikke noget lys at skue for enden af tunnelen, som vi udtrykker os i dag. Kvinderne har været indstillet på at acceptere og affinde sig med situationen.

Og det er meget svært at forestille sig, at den sabbat, som de havde holdt dagen før, er blevet fejret med stor glæde og henrykkelse. Man kan ikke andet end tro, at det har været en sabbatfejring i sorgens tegn. Måske endda med en følelse af ligegyldighed. 

For sådan kan vi sommetider blive grebet af en følelse af opgivelse og ligegyldighed, når vi er opbragt af sorg og ængstelse. Så kan det hele være lige meget. 

Og i den situation vi befinder os i nu, kan der måske også indfinde sig en følelse af resignation. Er der overhovedet nogen grund til at fejre påske i år, når vi befinder os i den mest triste, bekymrende og frygtindgydende tid i mange, mange år? Kan det hele ikke bare være ligegyldigt? Som vi synger i en af Grundtvigs påskesalmer: ” Påskeblomst! ….har vi noget at betyde?” 

Evangelisten Matthæus’ beskrivelse af Jesu opstandelse kaldes også for påskeevangeliet, og det er en glæde hver gang at læse det højt, også til begravelser og bisættelser. For med meget få ord bevæges vi sammen med kvinderne fra død og fortvivlelse til glæde og fornyet tro og håb. Som englen spørger hos Lukas i hans skildring af Jesu opstandelse: ”Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?” Og som både Matthæus og Lukas…og Markus formidler erindringen om Jesu opstandelse: ”Han er ikke her; han er opstået” 

Kristus er opstanden. Og ligesom kvindernes sind ikke kun var underkastet sorg og mismod, da de forlod graven, sådan skal vores frygt også overstråles af glæden ved påskens budskab om, at Kristus er opstået fra de døde. At fejre Kristi opstandelse det er at fejre livet, at fejre dit, mit og alles liv. Det er at vække håbet for dette, det fremtidige og hinsides liv.

I de fem år Danmarks besættelse varede, fejrede mine bedsteforældre Påske og Kristi opstandelse hvert eneste år. Det gjorde de på trods, og fordi frygten og bekymringen ikke skulle få overtag og formørke deres sind i en svær tid. 

Vær da også du trøstet og oplivet ved Guds ord om, at han ved sin søn Jesu Kristi død taler sit tilgivende ord til dig, og lader dig opløfte til et nyt liv ved Kristi opstandelse, omfavnet af hans kærlighed som du er nu og altid! 

Glædelig Påske!

Eva Brinck, sognepræst, april 2020


Påsken 2020 - Skærtorsdagsprædiken

Peter sagde til Jesus: ”om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig.” Jesus sagde til ham: ”Sandelig siger jeg dig: I nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.” Peter sagde til ham: ”Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.” Det samme sagde også alle de andre disciple. Matthæusevangeliet, kapitel 26, vers 33-35.

Det er svært at være menneske, ikke mindst når vi bringes i en situation, hvor vi skal tage stilling. Hvad skal man vælge? Hvad skal du vælge? Hvad skal jeg vælge? Heldigvis er der mange valgsituationer, der ikke har afgørende betydning for vores eget og andres liv. Det er f. eks. alle de små hverdagsting som, hvad man skal have at spise, hvad man skal tage på af tøj, hvornår man skal støvsuge og rydde op. Hvordan man skal tilrettelægge sin dag og sine arbejdsopgaver? Disse situationer har selvfølgelig også betydning for, hvordan man har det, men ikke på en måde, så ens liv bryder sammen, hvis man vælger at disponere anderledes. 

Til gengæld er der andre situationer, der kan få skelsættende indflydelse på ens og andres fremtid alt efter, hvad man beslutter sig for. 

Sådan en situation har Danmark, ja hele verden nu befundet sig i siden Corona-krisen brød ud. Først blev man i Kina stillet over for beslutningen om, hvordan man skulle håndtere den epidemi, der var brudt ud blandt befolkningen. Skulle man skjule det faktum, at folk blev alvorligt syge, nogle med døden til følge, eller skulle man derimod tale åbent om epidemien? Det var ikke kun i Kina, at man forsøgte at negligere og tilsløre en faretruende epidemi. Det gjorde man også på de italienske skisportssteder, da coronavirus havde bredt sig til Europa. Det var et fatalt valg, de gjorde, ved vi i dag, for det betød jo, at sygdommen kunne sprede sig helt uhæmmet blandt kineserne og italienerne. Nu er det især på det nord-amerikanske kontinent, at de må bøde for det valg, man tog, om ikke i tide at sætte ind over for bekæmpelse af smittespredningen. 

Som det ser ud nu, har vi i Danmark været heldige at træffe den sundhedsfaglige rigtige beslutning med en lang række tiltag, der skal forhindre, at vi alle sammen bliver syge på én gang og måske kan betyde, at de ældste og mest sårbare og udsatte kan nå at blive beskyttet med en ny vaccine, når den forhåbentlig snart ser dagens lys. Men vi har været heldige, for vi kunne jo lige så godt have valgt en anden strategi og tilgang til håndteringen af Coronasmitten. 

I begyndelsen kunne vi slet ikke forestille os, at Danmark ville blive ramt af sygdommen. Ja, på et dagblad var de endda så kæphøje og hovmodige, at de mente, at de var i deres gode ret til at gøre grin med kinesernes kamp med sygdommen og dens følger. Det var også et valg. 

Som sygdommen nærmede sig Danmark, var regering og folketing i samråd med sundhedsmyndighederne heldigvis hurtige til at træffe det valg, der kunne betyde, at smitten havde meget vanskeligere ved at brede sig til store dele af befolkningen. Vi kan og må være glade og taknemmelige for, at de tog den beslutning, selvom det jo har og fremover vil have enorme konsekvenser for Danmarks og den enkeltes økonomi. På trods af, at der er blevet uddelt den ene hjælpepakke efter den anden, er mange virksomheder alligevel blevet ramt af konkurs, og mange har mistet deres arbejde. At stå i den situation - siger sig selv - skaber afmagtsfølelse og rådvildhed over for de valg, der efterfølgende skal træffes. 

Man kunne måske drømme om, at det hele kom til én, at man ingen valg skulle træffe. Bum, så lå der lige en manual foran én, hvor der stod, hvad man skulle gøre, og hvordan man skulle agere i forskellige sammenhænge. Det fritog os fra tvivl og bekymringer, fritog os fra ængstelse, fritog os fra skyld, for det hele var jo tilrettelagt i forvejen uden nogen mulighed for, at det kunne være anderledes. Måske kan vi længes efter det valgfrie liv? Det liv, hvor alt er blevet planlagt og reguleret for os. 

Gad vide, om Adam og Eva også drømte sig tilbage til før syndefaldet og drømte om, at de aldrig var blevet stillet ansigt til ansigt med valget om at tage imod den forbudne frugt? Og meget, meget senere: Gad vide om disciplene siden hen drømte om, at de aldrig havde haft muligheden for at lægge afstand til Jesus og svigte ham? Vi ved, at Judas ikke kunne leve med det valg, han tog, men hvad med Peter og de andre disciple? Kunne de det, hvis de ikke havde haft noget håb, nogen tro og tillid at hælde sig til og stole på?

Det er svært at holde sig selv ud og tilgive sig selv, hvis man fejler i sine beslutninger. For det kan have ganske alvorlige konsekvenser ikke kun for én selv, men så sandelig også for andre mennesker, mennesker man måske i særlig grad holder af og gerne ville skåne for sorg og tristhed. 

Gang på gang dummer man sig, taler og handler egoistisk, uden omtanke og uden hensyn til og omsorg for sit medmenneske. Det er de valg, man gør. En del glemmer man, og nogle husker man og fortryder, smerteligt! Fordi det ikke kan gøres om, og man ville ønske, at man havde tænkt og handlet anderledes. Var det ikke for påsken, var det ikke for Jesu forsonende og tilgivende gerning, var der ingen udvej, var der ikke noget håb om frisættelse af alt det, man har forvoldt af sorg og smerte for andre. I Jesus har vi en tiltrængt livsbefrier, en, der løfter os og giver os glæden tilbage. I Jesus har vi al den kærlighed, trøst og tilgivelse, vi håber på og længes efter. Vi har den i ham, fordi han ved sin destruktion af alt ondt

Langfredag, skabte et nyt og håbefyldt liv for os alle. Et liv vi kan glæde os over og ved, fordi vi er frisat fra skammen over alle de forkerte valg, vi tog og gjorde andre mennesker ondt med. 
Påske betyder, at Jesus lever og lever for hver enkelt af os. Han er hos os med al sin barmhjertighed, sin kærlighed og omsorg, og er du den, nogen har gjort ondt, nogen har svigtet, nogen har glemt, så er Jesus også i dit liv. Vi kan tænke, at vi er alene med alle vores tanker og bekymringer, uden forståelse og hjælp. Men ved sin opstandelse er Kristus ikke længere i det fjerne, men i det nære, i dit liv som den helende og lysende frelser. Du var og er hans valg fra nu og til evig tid!

Eva Brinck, sognepræst, april 2020


Bøn i en corona-tid

Kære Gud

Vi ængstes for den sygdom, der hærger verden over, og hvilke følger den har for vores liv. Fremtiden gør os usikre og urolige. Vi er bange for selv at blive syge. Vi er bange for, at vores kære, sårbare og udsatte skal blive syge. Vi er bange for, om vi økonomisk kan klare at komme igennem krisen. Vi er bange for at miste vores arbejde, miste vores indtægt og livsgrundlag. 

Vi beder til, at coronakrisen ikke vil skade og ødelægge vores liv. Vi beder til, at du vil skabe ro og sjælefred i vores forvirrede og nedtrykte sindsstemning. Vi beder til, at du vil trøste os i vores ængstelse. Vi beder til, at du vil opmuntre os, give os håb og styrke os til at stå denne krise igennem. 

Vær med os alle hver især! Vi har brug for dit nærvær og dit lindrende ord om, at du aldrig svigter os, men er hos os hver en time, hvert et øjeblik, vi trænger til at mærke, at du er til stede i vores liv.

Amen

Eva Brinck, sognepræst, april 2020


Coronavirus – en svær tid!

Vi befinder os i en svær tid. Mange er bekymret for at blive smittet med coronavirus. Ikke mindst ældre, syge, udsatte og sårbare kan være bekymrede for at få sygdommen og for de konsekvenser, det vil forårsage for deres liv og helbred. Jeg oplever også mennesker, som ikke er det mindste bekymrede. Jeg kender endda en mand, som sagde, at han og hans venner ikke havde i sinde at aflyse deres skiferie til Alperne, selvom myndighederne frarådede at tage af sted. Jeg har også oplevet en situation, hvor folk var tæt forsamlede og tilsyneladende fuldstændig uanfægtede af sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Det er forstemmende at være vidne til, men nok også et udtryk for, at nogle slet ikke har forstået, hvad det indebærer, hvis rigtig mange bliver syge på én gang, og hvilke følger det kan få for fysisk sårbare og ældre mennesker, der ikke har det samme immunforsvar som yngre og stærkere. Vi må håbe, at alle vil forstå, hvilken alvorlig situation vi befinder os i, og at alle vil vise samfundssind og hensyn til deres medmennesker. 

Landets biskopper har allerede foretaget en række tiltag for at forhindre yderligere smittespredning i kirkeligt regi.  Således er alle gudstjenester i skrivende stund aflyst til 1. april, men det kan måske blive nødvendigt at forlænge denne periode. Man kan holde sig orienteret på kirkernes hjemmeside, hvor evt. aflysninger vil blive meddelt.

Der kan stadig foretages dåb og vielse, men det anbefales at udskyde dåben og vielsen. Hvis man alligevel ønsker at holde dåb eller vielse, er det kun de nærmeste, som kan deltage. Man aftaler dette antal med præsten.

Alle konfirmationer er udskudt til efter pinse. Konfirmationen i Damsholte kirke er ændret til 13. september 2020 kl. 11.00.

Man må i følge Kirkeministeriet gerne forsamles til begravelser og bisættelser ud over de 10 personer, som er grænsen ved andre forsamlinger. 

Alle møder og arrangementer er desværre også aflyst. 

Hvis du har behov for en samtale eller et trøstende og beroligende ord, er du meget velkommen til at ringe eller skrive. Tlf.: 55 81 60 24 eller ebje@km.dk.

I kirken beder vi til, at denne skræmmende sygdom snart vil være klinget af, og at så få som muligt bliver ramt af den. Vi beder til, at de, der bliver syge, må få et mildt og tåleligt sengeleje, og at de hurtigt må blive raske igen. Vi beder til, at sundhedsvæsenet kan klare det øgede arbejdspres, de må forudse. Vi beder til, at politiet og alle, som er med til at afhjælpe og dæmme op for, at den kritiske situation vil udvikle sig yderligere, vil have overskud til at klare opgaven. Vi beder til, at alle må komme igennem krisen, uden at det har alvorlige og ødelæggende følger for jeres livsgrundlag. Vi beder til, at Gud vil være hos dem, der kommer til at miste et kært og elsket familiemedlem! Vi beder for dem, der vil komme til at sørge. Vi beder for alle, som er bekymrede og bange. Vi beder for Danmark og for alle, som bor her i vores lille lokalsamfund. Må Gud være med jer!

Eva Brinck, sognepræst, marts 2020