Det er er nærmest et lille eventyr, vi lige har hørt. Og det er nok årsagen til, at lignelsen om den fortabte søn er blevet så kendt og vidt udbredt. Men der er endnu en grund til, at lignelsen bundfælder sig i vores bevidsthed. Den handler om os selv. Den handler om noget, vi har erfaret, eller som vi frygter at komme til at erfare. Den er også åben for flere fortolkninger, og den engagerer os til at tage parti for skyld, hvem det er mest synd for, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt. Hvem der lider og vinder mest og mindst. 

De mange fortolkningsmuligheder har givet anledning til alternative navne. Lignelsen er blevet kaldt for ”Den barmhjertige Fader” for at understrege farens grænseløse kærlighed, overbærenhed og vedholdenhed. Den er blevet kaldt for ”De fortabte sønner” for at tydeliggøre, at ikke kun den bortløbne søn, men også den søn, som bliver hjemme på gården er fortabt i sin vrede og jalousi. Den er blevet kaldt for ”Den fortabte far”, fordi situationen ser sværest og mest ulykkelig ud for faren. 

I nyoversættelsen er den så kommet til at hedde ”En mand havde to sønner”. Måske for at understrege lignelsens eventyragtige karakter, a la: ”Der var engang en mand, som havde to sønner”. Det kan også være, at oversætterne med den meget neutrale titel har ønsket helt at overlade fortolkningen af lignelsen til den enkelte læser eller lytter. Men det kan også tænkes, at de i oversættergruppen har været uenige om, hvem der tabte og vandt, hvem der satte mest på spil og derfor har givet lignelsen det uvildige navn.

I fredags, 26. juni var det 75 år siden, at 50 repræsentanter fra forskellige nationer underskrev FN-pagten, der skulle sikre fred i verdenen, eller som der står i indledningen af pagten: ”at frelse kommende generationer fra krigens svøbe”. Efter to verdenskrige havde verdenssamfundet fået nok af krig og de ødelæggelser, de havde medført. FN-pagten er et håb og ønske om en bedre og mere forsonlig og fredelig sameksistens nationerne imellem. 

De fleste mennesker drømmer om mellemmenneskelig forståelse, forsoning og fredelig sameksistens med andre. Vi bryder os ikke særlig meget om uoverensstemmelser og konflikter, hverken på international plan og slet ikke i vores familie. Så når vi som i lignelsen om den fortabte søn oplever svigt, vrede, jalousi, sorg og magtesløshed i en familie vækkes vores medfølelse og retfærdighedssans. 

”Den største sorg i verden her, er dog at miste den, man har kær”. Sådan indledte forfatteren Sten Steensen Blicher sin novelle ”Hosekræmmeren” i 1829. Novellen handler om en ung pige Cecil, der mister sin forstand, fordi hun ikke må få sin elskede Esben. Det udvikler sig tragisk, for Cecil mister ikke blot sin forstand, men også dem, hun holder aller mest af, da både hendes far og Esben dør. Og novellen slutter med ordene: ”Den største sorg i verden her, er dog at skilles fra den man har kær.” 

At miste sin far og at miste sin kæreste det er barsk og smertefuldt. Men intet her i verden er så forfærdeligt og diabolsk som at miste sit barn. Man bliver sjæleligt afrakket og hærget af det. Bliver aldrig den samme igen. Får aldrig det samme liv igen. Jeg kender ingen, som ikke er blevet slået mentalt i stykker af at miste sit barn. 

Da den ene søn i lignelsen forlader gården, føler faren, at han for altid har mistet sin yngste søn. Han regner aldrig mere med at se ham igen, for som faren siger, da sønnen vender tilbage: ”Han var død, men er blevet levende igen.” Smerten over at skulle tage afsked med sin søn bliver ikke mindre byrdefuld af, at sønnen først og fremmest har sin fars død og den arv, det vil udløse, i tankerne. For sønnen er faren en død far. Faren udgør ikke andet end en formue for sønnen. 

Desværre overdriver Jesus ikke den grumme karakteristik af sønnen. Det er en helt almindelig erfaring, man kan gøre sig, at folk undertiden er meget optaget af og spekulere i, hvad den ældre eller syge pårørende vil efterlade sig af formue. Det er selvfølgelig hårdt og smertefuldt for faren i lignelsen at opdage, at hans søn alene betragter ham som en pengetank, men han gør det, som vel de fleste forældre ville gøre. Sønnen får sin arv udbetalt. 

Og så drager han ellers glad og fro afsted med sig selv og sit nyerhvervede gods. Verden ligger bredt ud for hans fødder lige til at indtage, lige til at fortære. Uden tanke for, hvordan det går derhjemme, kaster han sig ubekymret og sorgløs ud i det vilde liv, som der står i nyoversættelsen.

På gården lader de som ingenting, som om intet er hændt. Der bliver ikke talt om den yngste søns forsvinden. Den ældste søn har god tid til at gå og ruge over, hvad hans lillebror har gjort. Først da broren er vendt tilbage, får storebror luft for sin frustration og vrede over, at der ikke stilles nogen som helst krav til lillebroren, men at han i modsætning til ham selv kan gøre lige, hvad der passer ham. Og oven i købet belønnes for det. 

Som den ældste søn i tavshed får bygget en indignation og vrede op over sin brors ansvarsløshed og laissez faire-holdning, må vi tro, at farens tilsvarende tavshed hverken skyldes vrede eller ligegyldighed med den yngste søns videre skæbne. Han savner sin søn forfærdeligt, for aldrig så snart har han skuet sin hjemvendte søn i det fjerne, førend han løber ham i møde og falder ham om halsen. Måske savner han endda sin bortløbne søn så meget, at han helt glemmer sit ældste barn. Ikke påskønner hans indsats og hans tilstedeværelse som den trofaste og loyale søn. Måske bliver faren ligefrem skyld i, at hans ældste søn føler sig fortabt, uretfærdigt behandlet og harmes, fordi sønnen ikke føler sig set og elsket af sin far på samme måde som sin lillebror. Måske er den ældste søn endda mere vred og bitter på sin far end sin bror. 

Rigtig mange forældre har oplevet, hvordan man går på en knivsæg, når det handler om at dele ligeligt af kærlighed og opmærksomhed mellem sine børn. Det er jo ikke, fordi man ikke holder lige meget af dem og elsker dem lige højt, men der skal ikke så meget til for, at noget kan tages til indtægt for en forfordeling af det ene barn. Så let som ingenting kan det tippe. Og det kan det, fordi vi alle håber på, tragter og længes efter vores forældres påskønnelse og anerkendelse. Det kan komme til at optage os så meget, at vi ligefrem vogter på, om der forskelsbehandles. Mange familierelationer er brudt sammen af den grund. Hvor søskende har leget sammen som små og holdt af hinanden, kan søskendeforholdet blive så nedkølet, at det fryser fast i indifference og uforsonlighed.  

Måske er det helt almindeligt, at søskende sjældent føler sig lige elsket og set af deres forældre. I gode familieforhold er det nuanceforskelle. I svære familieforhold kan det gå så galt som her i lignelsen, at man ikke kan udholde synet af sin søskende. 

I lignelsen som i det virkelige liv er det forældrene, der har ansvaret. Det har faren i lignelsen ikke taget på sig eller ikke øje for. Alle de bekymringer, som den yngste søn volder sin far, kommer til at gå ud over den ældste søn. Han lader den ene søns svigt gå ud over den anden søn. Hans uopmærksomhed risikerer at føre til, at ingen af børnene vil kendes ved ham som deres far. 

Der bliver rigtignok festet for den yngste søn, og det er han uden tvivl taknemmelig for. Han havde jo regnet med den retfærdighed, som hans storebror efterlyser og kræver. At han ikke længere kunne regne med at blive betragtet som sin fars barn, men måtte nøjes med at have status som medarbejder på gården. I det synspunkt er brødrene enige, og det kan måske redde deres søskenderelation. 

Men i første omgang eksploderer storebroren over al den festivitas og ødselhed, der tilfalder lillebror. Han skal i hvert fald ikke deltage i nogen fest. Og det har helt sikkert sat sig spor i feststemningen, for hvor sjovt er det lige, at der bliver holdt fest for én, når man ved, at ens bror føler sig uretfærdigt behandlet af samme grund. Det ville uden tvivl lægge en dæmper på festen i det virkelige liv. Det ville stikke den fejrede i hjertet, fordi vi – som jeg sagde til indledning – først og fremmest ønsker fred, fordragelighed og forsoning med hinanden. Der er ikke noget ved at blive festligholdt, når der står én uden for og føler sig overset og forfordelt. 

Faren kan ikke få sin ældste søn til at deltage i festen, men vi kan håbe på, at den yngste kunne overtale sin bror. Vi kan håbe på, at de to kunne finde sammen i fordragelighed, så de begge blev levende igen. 

Det er svært at være far i denne lignelse, som det er i det virkelige liv. Af kærlighed, sorg og savn til den yngste søn får faren den ældste søn til at føle sig uretfærdigt behandlet. Og sådan set også den yngste søn, som jo får meget mere end han synes, han fortjener. Kærlighed, sorg og savn kan gøre os ganske aldeles ufornuftige. Også Gud, som faren naturligvis er et billede på. Det er ikke, fordi Gud ikke ved, hvad retfærdighed er. Han lod sin søn, Jesus Kristus gå i døden, for at vi kunne blive retfærdiggjorte. Men Gud, siger Jesus med denne lignelser, elsker os med en fuldstændig grænseløs overbærenhed og kærlighed, der overtrumfer ethvert retfærdighedsargument. 

Vi må hver især acceptere, at Gud elsker dem, han vil, og vi kan trøste os ved, at han netop derfor også elsker os. Dig og mig, hvordan vores tro og gudsforhold end er. Her i livet handler det ikke om at opspore og fremhæve andres fejl og fortrædeligheder, det handler ikke om at anspore til fjendtlighed, men om at finde sammen, være opmærksomme, vise ansvar og overbærenhed og holde fred med hinanden. Som Paulus skriver: ”Gennem Kristus er vi skabt til at gøre det gode, som Gud for længe siden har lagt til rette for os. Da han døde på korset, rev han den mur ned, der holdt os adskilt, forsonede os med Gud og forenede os i én menighed. Kristus kom med budskabet om fred.”

Sognepræst Eva Brinck, juni 2020

Som alle, der har været til gudstjeneste eller kirkelig handling i Damsholte kirke nok har bemærket, har vores orgel været ustabilt i nogen tid - for at sige det pænt.

Vi har fået det repareret en del gange, men fandt det nu rimeligt og mest fornuftigt i stedet at konsultere orgelkonsulenten fra Kirkeministeriet, som kom til Møn og vurderede orglets stand.

Den triste tilbagemelding lød, at orglet desværre ikke står til at redde, men må kasseres. Det vil ifølge orgelkonsulenten således være spild af penge (igen) at begynde at reparere på det.

Menighedsrådet vil derfor nedsætte et orgeludvalg, hvis opgave det vil være at søge midler til opbygning af et nyt orgel i kirken. Et nyt orgel er også blevet sat på de kommende års budget for kirken. 

Det siger sig selv, at det bliver dyrt, men det kommer også til at tage lang tid, alt i alt 4 år, før kirken kan have et nyt og velklingende orgel.

Vores rare organist Søren Laursen har heldigvis været så venlig at udlåne sit flygel til kirken, og det vil han spille på, indtil vi får det nye orgel.

Vi er meget kede af, at orglet ikke stod til at redde, men vil nu se fremad og glæde os til, at der bliver bygget et nyt orgel til kirken.

Sognepræst Eva Brinck, juni 2020

Jesus havde sat disciplene stævne i Galilæa. Måske havde nogle også sat jer stævne i fredags til et møde, et Grundlovsmøde, som under de nuværende restriktive forhold nok i højere grad blev holdt som et virtuelt møde. Måske hørte I en tale på de sociale medier? Måske fejrede I dagen sammen med venner eller familie? 

Selvom vi ikke gør voldsomt meget ud af at fejre Grundlovsdagen her i Danmark, så bliver den alligevel hvert år markeret med møder og taler. Det er også en særdeles vigtig dag, hvor vi fejrer, at Danmark fik en ny forfatning 5. juni 1849. Dermed var enevældens tid endegyldigt slut, og vi havde formelt indført demokrati i Danmark. Men også kun formelt. Der gik lang tid, før hele befolkningen fik glæde og gavn af folkestyrets indførelse. Som loven var udformet, betød det kun demokrati for de udvalgte. Blot 15 % af befolkningen fik således stemmeret med Grundlovens vedtagelse, nemlig de ustraffede og selvforsørgende mænd. Fattige, kvinder, lovovertræder, tjenestefolk, mentalt syge og folk, der var gået konkurs, fik ikke stemmeret til Folketinget. Først med Grundlovens løbende revision blev der efterhånden indført stemmeret for hele befolkningen. Og helt frem til 1953 havde kongen endda beføjelse til at udnævne en regering, der ikke havde opbakning i Folketinget.

Med demokratiets indførelse i Danmark fik man som borger i landet en lang række – netop grundlovssikrede rettigheder, f. eks. retten til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, men under ansvar for domstolene, som det hedder i paragraf 77. Boligen, herunder beslaglæggelse af breve og andre papirer samt bl.a. telefonhemmeligheden, er ifølge paragraf 72 også ukrænkelig. Enhver, der anholdes, skal stilles for en dommer inden for 24 timer. Ifølge paragraf 70 kan ingen på grund af trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til borgerlige og politiske rettigheder. Allerede i indledningen slås det fast i paragraf 4, at den danske folkekirke er en evangelisk-luthersk kirke og understøttes som sådan af staten. 

Folkestyrets indførelse betyder som bekendt, at magten fremover skilles i tre. Den lovgivende magt står Folketinget for. Den udøvende magt er placeret hos regeringen og den dømmende magt hos domstolene. Denne tredeling sikrer demokratiets beståen og borgernes frihedsrettigheder. Og vi må være taknemmelige for, at Frederik 7. og Rigsforsamlingen relativt hurtigt, dvs. inden for et år, formåede at debattere og udfærdige en langtidsholdbar grundlov til underskrivelse 5. juni 1849. 

I fredags, Grundlovsdag, fejrede vi folkestyret, hvis særkende altså er en tredeling af den verdslige magt. I dag, Trinitatis-søndag, fejrer vi kristendommens særkende, der er den treenige Gud. Ligesom vi ikke gør synderlig meget ud af at festligholde dagen for demokratiet indførelse, gør vi heller ikke særlig meget ud af at fejre festdagen for den treenige Gud. Manglen på lysten til at gøre noget ekstra ud af Trinitatisfesten skyldes nok dens lidt komplicerede budskab. 

Der er gjort mange forsøg på at illustrere, hvad kirken mener med, at Gud er treenig. Med lidt god vilje kan man godt sammenligne demokratiet med den treenige Guds styre. For lige som demokratiet udfolder sig i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, udfolder og giver Gud sig tilkende i Faderen, Sønnen og Helligånden. Som demokratiet er trefoldigt, er Gud trefoldig i sit væsen, og som hverken den lovgivende, udøvende eller dømmende magt er over- eller underordnet hinanden, er Faderen, Sønnen og Helligånden heller ikke over- eller underordnet hinanden. De er lige og samme udtryk for Guds væsen. Og Gud er kærlighed i sit væsen, og hvad er da mere nærliggende end som Augustin gjorde i sin indsigt at sammenligne den treenige Gud med kærligheden: Der er en, der elsker, der er en, der elskes; kærligheden mellem dem er den tredje i treenigheden. I den ideale verden udfolder kærligheden sig i tre.

Før og efter Augustin har flere forsøgt at forklare forholdet mellem Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Det er som tre cirkler, der er flettet ind i hinanden; det er som en trekant, der har tre sider, men alligevel kun er én trekant; det er som vand, der både findes i flydende, fast og gasagtig form, men alligevel det samme stof; det er som en akkord, der består af tre toner; det er som en mand, der både kan være far, søn og bror og dog er den samme person.     

I et af Folkekirkens bekendelsesskrifter, den såkaldte athanasianske trosbekendelse, lyder det: ”Vi ærer én Gud i tre personer og tre personer i enhed, og vi sammenblander ikke personerne og adskiller ikke Guds væsen …” Denne ære af den treenige Gud kommer til udtryk mange gange i løbet af gudstjenesten. Klokkeringningen afsluttes med bedeslag for Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd, bønnerne nævner ofte den treenige Gud, Trosbekendelsen er tredelt i en bekendelse og ære af Fader, Søn og Helligånd. Denne prædiken indledte jeg og vil også afslutte med lovprisning af den treenige Gud. 

Det var pave Johannes XXII, der i 1334 indførte trinitatisfesten, men faktisk er hver eneste gudstjeneste året rundt en fejring af den treenige Gud.

”Mig er givet al magt i himlen og på jorden”. Sådan siger Jesus til sine disciple, inden han forlader dem, og med himmelsk myndighed sender han dem afsted ud til alle verdens folk for at døbe dem og få dem til at følge ham. 

Disciplene gjorde en stor indsats for at udbrede den kristne tro til de mennesker, de mødte. De satte endda livet på spil for Guds ord. Som vi ved, grundlagde Paulus mange menigheder i middelhavsområdet, og han gjorde sig ihærdige bestræbelser på at få menighederne til at fungere og finde sammen i kærlighed og loyalitet over for det budskab, at Gud i Jesus Kristus havde vist verden, at han elsker verden og ønsker ethvert menneske at leve i tillid, håb og tro på, at Gud er god og barmhjertig i sit væsen. Men den helt afgørende vending i udbredelsen af den kristne tro skete nok med kejser Konstantin, der anerkendte og lovliggjorde kristendommen i 300-tallet. Kejser Konstantin lod sig angiveligt overbevise af flere mirakuløse oplevelser, bl.a. fortælles det, at han en nat så et brændende kors på himlen med de tilføjede ord: ”ved dette tegn skal du sejre”. 

Kejser Konstantin lod sig døbe, og vi har ingen grund til at betvivle hans tro, men måske så han også kristendommen som en god forbundsfælle i sin bestræbelse på at opbygge et stabilt og velfungerende samfund. Der behøver ikke være en total adskillelse mellem den åndelige og verdslige magt. De kan sagtens gå hånd i hånd, når man bare forstår at holde balancen, hvad vores forfædre jo også havde indset, da de udformede Grundloven og besluttede, at den evangelisk-lutherske kirke skulle være det bærende fundament for vores samfund. 

Vi kan ikke lægge hele ansvaret for udbredelsen af den kristne tro over på statsoverhoveder og lovgivende forsamlinger. Vi har også hver især et ansvar. Guds trøst, hans løfte om frelse, hans kærlighed kan vi lade flyde som ord imellem hinanden, men vi kan også lade det flyde som gode handlinger over for hinanden. Guds-ordet lader sig lede ad mange veje til menneskehjertet. Der er ikke kun én vej eller én måde. Du bringer Guds kærlighed ud til verden og dine medmennesker på din måde, med dine ord og med dine handlinger. Og Gud glæder sig - som Faderen, som Sønnen og som Helligånden. Amen

Eva Brinck, sognepræst, juni 2020

Hvor vi dog længes, længes efter at komme tilbage til normale forhold, hvor vi ikke behøver at være bange for at gå ud og købe ind, være bange for ikke at komme for tæt på andre mennesker, være bange for, om man nu har husket at vaske eller spritte sine hænder af. Være bange for, om man kom til at tage på noget, der kunne være inficeret og efterfølgende kom til at røre sig i ansigtet. Hvor vi dog længes efter bare at kunne gå hen til et andet menneske, vi ikke omgås til hverdag, og få en hyggelig sludder med ham eller hende. Hvor vi dog længes efter slet ikke at tænke på den der virus. Hvor vi dog længes efter ikke at betragte andre mennesker som potentielle smittebærere. 

Måske bortset fra de mindste, så længes vi alle sammen. Det kan man se på de sociale medier. Det kan man høre og se i nyhedsmedierne, hvor politikerne står i kø med krav om at få lukket samfundet op og komme tilbage til normaltilstand. De taler selvfølgelig på forskellige befolkningsgruppers vegne, på vegne af interesseorganisationer og på vegne af Danmarks samlede erhverv. Men de taler også på egne vegne, kan man høre, om hvor godt det bliver, når man igen kan komme ud at rejse, gå på restaurant- og cafebesøg, gå i teateret, til revy, koncert, i biografen, på kunstudstilling eller i en forlystelsespark med ungerne. De længes simpelthen efter igen at kunne komme ud og more sig og blive underholdt af diverse underholdnings- og kulturtilbud. De længes efter helt ubekymret at kunne sidde på en cafe og nyde livet med et glas vin eller en kop kaffe.

Det er selvfølgelig ikke kun politikerne, der er nydelses- og forlystelsessyge i Danmark. Det er vi mange, der er. Og med det store udbud af forskellige forlystelser, vi efterhånden har fået, er det ikke så sært, at vi måske ligefrem er begyndt at opfatte det som en rettighed at blive underholdt og adspredt. 

Der er ingen tvivl om, at mennesket har en iboende trang til at underholde og lade sig underholde. Den trang har eksisteret lige siden tidernes morgen. Og kom tidligere bl.a. til udtryk gennem forskellige former for musik, dans, billedkunst, digtekunst, teater m.m. Under coronakrisen er det for alvor blevet sat i relief, hvor stor betydning det har for vores livsglæde. Da vi blev spærret inde, fik morgensangen og fællessangen om fredagen med Phillip Faber mange begejstrede tilhængere. Jeg tror aldrig nogensinde tidligere, det er hændt, at et så stort antal danskere på én gang har sunget med på ”Jeg ved en lærkerede”, ”Danse i måneskin” eller ”En yndig og frydefuld sommertid”. Nogle har ganske vist anført, at det var et kunstigt fællesskab, men i vores digitale tidsalder er der i så fald mange kunstige fællesskaber, og i mangel af et fysisk fællesskab, så gik det vel også. Coronakrisen har lært os at sætte pris på lidt, og det er ikke nogen dårlig lærdom. 

Men nu, hvor det ser ud til at smittetrykket falder, kan vi næsten ikke vente på, ikke kun at blive underholdt, men også at vende tilbage og komme i gang med det, vi inden krisen beskæftigede os med. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har hørt folk sige, at de glædede sig til igen at komme på arbejde. Det er tilsyneladende ikke kun et spørgsmål om økonomi, men også et savn efter at genoptage det, som man tidligere har beskæftiget sig med. For det var jo ikke kun voksne i arbejde, der længtes tilbage. Børnene længtes tilbage til skolen, de unge længtes tilbage til deres uddannelse, efterskole og højskole. Alle sammen længtes og længes vi efter at gøre det, vi plejer

Ikke at kunne gøre som vi plejer og er vant til, gør os nok usikre og bekymrede. I hvert fald var der mange unge, som følte sig deprimeret og nedtrykte over, at de ikke kunne komme i skole og være sammen med deres skolekammerater og venner. Mange fortalte, hvordan de mistede gejsten og glæden ved overhovedet at foretage sig noget som helst. De blev opgivende og resignerende. Tabte modet.

At have et fællesskab med andre, er umådelig vigtig for mennesket. Vi sygner hen og bliver desillusioneret, hvis vi ikke kan have nogen former for fællesskab med andre. Det er nærmest livsnødvendigt for os at være i kontakt med andre mennesker. Isolation og udelukkelse fra et hvert fællesskab er skadeligt og traumatiserende for vores sindsro og sjælefred. Sjælsføde i form af samvær med andre er lige så vigtigt som fysisk føde. Vi går til, hvis vi må undvære begge dele.

Hvor betydningsfuldt fællesskabet er for os, hører vi også om i dagens tekst fra Apostlenes gerninger, eller som skriftet meget oplysende hedder i nyoversættelsen af Bibelen: ”De første kristne”. Skriftet handler nemlig om de første kristne, og i dag hørte vi, hvordan de mødtes gennem dåben og delte fælleskab ved at bede ved templet og mødes i deres private hjem for at spise sammen. Deres lyst til at dele alt med hinanden gik endda så vidt, at de solgte deres jord og ejendom og delte pengene imellem hinanden.

Det var ikke kun for at mødes med andre, at de fandt sammen. De havde en vigtig livsopfattelse at deles om, troen på Gud, at Gud er kærlighed og i sin kærlighed til mennesket har fritaget os for skyld og skam i sin søn Jesu Kristi død og opstandelse. Med ham er vi sat fri og kan leve livet uforsagt og i frimodighed om at være elsket og tilgivet af Gud. Altid. Denne glædelige, trøsterige og opløftende sandhed ville disciplene også gerne lade andre mennesker få del i, så de kunne blive lige så glade og opløftede som de selv oplevede at være. Jesus havde jo også pålagt dem at dele ud af dette salige og trøstefulde budskab, og det mirakuløse pinseunder havde tilmed udrustet dem med helbredsevner og talegaver, som de skulle bruge i forbindelse med udbredelsen af evangeliet. 

Hvor vigtigt det er for os at have troen på Guds nåde og barmhjertighed og hans frelse i Jesus Kristus som fundament og pejlemærke for vores liv, havde Jesus allerede illustreret for dem i mange billeder. Et af de billeder kommer til orde i dagens evangelietekst, hvor Jesus kalder sig selv for ”livets brød”. Tydeligere kan det ikke forklares for os, hvor vigtig troen på Jesu ord og handling er for vores liv. 

Intet menneske kan overleve uden næring til kroppen, som på Jesu tid kaldtes for brød, fordi det var så vigtig en fødekilde. Brød var simpelthen lig med mad. Så når Jesus sammenligner sig selv med brød, betyder det, at Jesu ord og handling for os er noget essentielt for menneskets overlevelse. Vi kommer til at sulte, lide af mangelsydomme og fejlernæring uden at høre Jesu ord og tage dem til os i sind og hjerte. Mætte os ved dem. 

Når Jesus rækker os ordet, rækker os sig selv, rækker os troen, nærer og stiller han vores åndelig sult. Måske vil nogen indvende, at der findes så mange andre muligheder for at få stillet sin åndelige sult. Det gør der nok også, men det er peanuts og småkager, hvor gode de end er, i forhold til det næringsfyldte og livsopholdende brød fra himlen, Jesus Kristus er. For hvor og i hvilken situation du end befinder dig, vil Gud og Jesus føde og opholde dig med kærlighed, med trøst, med håb og tilgivelse, med et evigt liv i Guds rige, som du allerede har fået del i og altid vil høre hjemme i.  Tillykke med kirkens fødselsdag og glædelig 2. pinsedag.

Sognepræst Eva Brinck, juni 2020 

Pinsen er en pragtfuld tid. Det er lunt i vejret, aftnerne er lyse, morgnerne ligger badet i solskin. Mark, skov, krat og haver er eksploderet i et væld af farver, som gør øjet godt at se på. Overalt kvidres der jublende og på livet løs af travle og energiske fugle. Det er skønt og vidunderligt at opleve. Man løftes og styrkes i sjæl og sind. Pinsen er en forunderlig tid, og som Grundtvig udtrykker det klart og fyndigt i sin dejlige pinsesalme, ”I al sin glans nu stråler solen: ”det ånder himmelsk over støvet”.

Pinsen er indbegrebet af ånd og åndfuldhed. Det vækker glæde i os, men i år giver ånd os nok også associationer af noget farligt. Vi skal passe på med at ånde på hinanden. Det kan være forbundet med stor risiko at ånde hinanden i ansigtet. Vores udånding er blevet en smittekilde, og vi har erfaret, hvilken kraft og magt der er i vores åndedræt. Man kan blive syg af det. Der kan være potentiel død i det.

Sådan tror jeg ikke, vi har tænkt om vores åndedræt før. Vi har derimod forbundet det med liv. Når et lille barn kommer til verden, har vi al vores opmærksomhed rettet mod dets åndedræt. Det er altafgørende, at barnet begynder at trække vejret, ånde inde og ånde ud. Og når vi står ved et døende menneskes sengeleje, følger vi åndrættet. Når den døende lader det sidste åndedrag lyde, ved vi – ofte smertefuldt – at dette liv nu definitivt er slut. 

Det er ikke så ejendommeligt, at vi intuitivt fornemmer, hvor væsentlig ånd er for liv. Hvor betydningsfuldt det er, lader Bibelen os også forstå, når den allerede til indledning fortæller, at Guds ånd svævede over vandene. Hvilken kraft, der er i Guds ånde kommer måske endda tydeligere til udtryk i nyoversættelsen, hvor det hedder: ”Gud lod sit åndedræt blæse over vandet”. Med sin stærke og virkningsfulde ånd skaber Gud en hel verden, også sit menneske, da han ved at blæse sin ånde ind i en lerklump levendegør mennesket Adam. 

Det er bemærkelsesværdigt, at hver gang Gud sætter noget stort i værk, gør han brug af ånden. Da jomfru Maria udvælges til at bære og opfostre Guds søn, verdens frelser, lader Gud sin ånd, Helligånden, komme over hende. Det er ved åndens kraft, Jesus undfanges og kommer til verden. Og da Gud efter Jesu dåb offentliggør, at Jesus er hans elskede søn, sker det også i kraft af Helligånden. 
Man får ikke indtryk af, at disciplene føler sig særlig beåndede, mens de endnu sidder inden døre i Jerusalem og venter, sådan som Jesus havde pålagt dem, inden han forlod dem på Oliebjerget uden for Jerusalem. Disciplene er som de fleste af os andre, og man kan ikke fortænke dem i at føle en vis utålmodighed over, hvad der skulle ske. Det er muligt, en ventetid kan vække inspiration og åndfuldhed, men det kan også være, at der indfinder sig en vis irritation. 

”Træk vejret dybt, hold åndedrættet, før du langsomt puster ud. Træk vejret dybt, hold åndedrættet, før du langsomt puster ud” Med disse ord vil en terapeut forsøge at berolige os, når vi er nervøse og ængstelige. Jesu disciple havde næppe nogen i blandt sig, der kunne vejlede dem til at finde roen i det, der måtte føles utrygt og usikkert. Jesus havde jo forladt dem, og hvad betød egentlig hans mærkelig påbud om at blive i Jerusalem? Jeg tænker, at en eller flere af disciplene utålmodigt er begyndt at klage over, hvorfor de skulle blive der i byen. Hvad var der egentlig at vente på? Var det ikke mere fornuftigt at tage hjem til Galilæa og få gang i fiskeriet, snedkeriet, byggeriet og toldvirksomheden? 

De fleste kender vel til, hvor svært det kan være at vente, især hvis man ikke kender ventetidens længde. Gør man ikke det, har vi nok alle sammen oplevet, her under den lange nedlukning af samfundet, utålmodigheden efter at få åbnet op, komme ud og komme videre. 

Alt imens disciplene sidder og venter, indtræffer det, som blev årsagen til, at vi stadig den dag i dag fejrer pinse. Med en voldsom kraft blæste Gud sin ånd ind i disciplenes sind og hjerte. Det var så kraftfuldt, at det lød, som om der gik en storm igennem huset. Som et synligt tegn på, at Guds åndedræt på dem havde antændt noget nyt i disciplene, dannede der sig tunger af ild på deres hoveder.

I deres indre oplevede de også en forandring, for pludselig fandt de mod og energi til at forlade huset, ikke for at tage hjem til Galilæa, men for at gå ud blandt Jerusalems borgere og fortælle, at Jesus var den, Gud havde sendt til verden for at frelse hele skaberværket, alt, der ånder og lever. Ventetiden var forbi. Der var ikke længere nogen tvivl i disciplenes hjerte om, at Jesus var den sande frelser. Der var ikke nogen anden at vente på. Det var ham. Det var i Jesus, Gud havde vist sin kærlighed til os alle. Det var i Jesus, Gud havde forsonet sig med os alle. Det var i Jesus, Gud havde ladet al skyld betale. Det var i Jesus, Gud gav os håb om det evige liv. 

Ikke kun disciplene oplevede en forandring. Det gjorde alle de, der var samlet i Jerusalem til pinsefest i anledning af pagts-stiftelsen mellem Gud og Moses og overdragelsen af lovens tavler med de 10 bud, også. Pludselig hørte de nemlig disciplene tale til dem om alle de store ting, Gud havde gjort, på deres eget sprog. Hvordan kunne det gå til? Disciplene havde jo ikke studeret sprog, men garnnet og fiskefangst, toldvirksomhed, træ og byggeri. Alligevel kunne de gøre sig forståelig på mange forskellige sprog. 

Det er ikke kun i nyere tid, vi er tilbøjelige til at stille os tvivlende og skeptiske over for det overnaturlige og uforklarlige. Det gjorde man også dengang, og derfor var der da også nogle, som mente, at disciplene måtte have beruset sig i vin. Men har man nogensinde oplevet, at folk er blevet mere sprogkyndige af at drikke sig fulde? Nogle vil nok svare ja, og vin og spiritus kan da også skabe inspiration for en åndfuld samtale, men vist ikke for at lære fremmedsprog. 

Det var en hel anden spiritus, der i øvrigt betyder ånd, som havde givet disciplene evner, mod og styrke til at tale om Gud og Jesus. Det var den ånd, Gud havde blæst gennem huset ind i disciplenes sind og hjerte. Helligånden. Ved Helligåndens forvandlende kraft blev disciplene i stand til at tale og handle på en måde, de ikke tidligere havde turdet. Deres hjerter begyndte at brænde anderledes intenst for udbredelsen af det glædelig og trøsterige budskab om Guds barmhjertighed og nåde. 

Jesus havde allerede tidligere talt om, at Gud ville sende en anden i hans sted, en talsmand, som skulle være hos dem og vejlede dem. Det hører vi også i evangelieteksten til i dag. Men det var sikkert gået hen over hovedet på disciplene, og man kan godt forstå, at det måske har skabt både forvirring og sorg, for hvem var det, Jesus skulle skiftes ud med og erstattes af? Det har nok ikke været noget, de har haft lyst til at erindre sig. 

Man skal længes lige så meget efter Helligånden som efter sin elskede, hørte jeg engang. Det er nok svært, men man forstår godt meningen, at Helligånden skal have den samme betydning for os, som den kære eller elskede har. Men faktisk behøver vi slet ikke at længes, for Helligåndens flamme er allerede tændt i os, og vil gøre sig gældende som mod, styrke, forsoning, kærlighed, trøst, og oplysning om Guds sandhed, når vi ønsker det. I Jesu navn: Lad Helligåndens kraft strømme i dit indre. Glædelig pinse.

Sognepræst Eva Brinck, maj 2020

Her midt i corona-krisen sker der også gode og opløftende begivenheder. Hele Danmarks befolkning har fået en ny Bibel. Det er en nyoversættelse af Det gamle og nye Testamente, der nu i stedet benævnes Den gamle og nye Aftale. Bibelen er oversat fra originalsprogene hebraisk og græsk til et nyt og mundret dansk, og det er virkelig en sand fornøjelse at læse de mange gode, opløftende ord og historierne om Adam og Eva, Noas ark, som er blevet til Noas skib, om tårnet, der skulle nå helt op til himlen (Babelstårnet), om Abraham og hele hans slægt, om de store konger Saul, David og Salomon, om Jonas, der blev smidt i vandet og slugt af en stor fisk og mange, mange flere historier.

Der er sikkert nogen, der vil savne de gamle formuleringer, måske ikke mindst formuleringerne fra Salmernes Bog, hvis ordlyd vi er blevet så fortrolige med, og i mange situationer har beroliget og trøstet os ved. Men prøv lige at se, hvordan de sprogkyndige har oversat den velkendte Salme 22:

”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Jeg råber på hjælp, men du er så langt væk.

Min Gud jeg råber om dagen, men du svarer ikke.

Og om natten, men jeg kan ikke finde ro …

Det var dig, der hjalp mig ud af min mors mave

Og gjorde mig tryg ved hendes bryst.

Til dig var jeg overladt, fra jeg blev født.

Fra jeg lå på min mors mave, har du været min Gud.

Gå ikke din vej, for jeg har det svært.” 

Jeg ved ikke, hvordan man har det, når man er indlagt med coronavirus, men jeg kan tænke mig, at man ud over at have det fysisk dårligt og måske er bange for at dø, også må føle sig meget ensom, når man er isoleret fra sine nærmeste og bliver mødt af et personale, der er pakket ind beskyttelsesudstyr fra isse til fod. Jeg forstår godt, hvis man er ængstelig, føler sig fortabt og helt alene i verdenen. Når man er syg, er det så altafgørende vigtigt, at man har tæt kontakt med sine nærmeste og kan mærke sygehuspersonalets empati og omsorg. Er man udelukket fra kontakten med omverdenen og i særlig grad sine kære, er der en god og beroligende trøst at finde i Bibelens ord, som når det f.eks. lyder: ”Jeg har mistet modet! Hold din hånd under mig, og red mig Gud, skynd dig, hjælp mig, Herre!” 

Jeg håber, at denne lunefulde sygdom snart slipper sit tag i os, for vi trænger til at være sammen med hinanden igen. Jeg håber det også for det kirkelige fællesskabs skyld. De lukkede kirker kan naturligvis ikke tage livet af det kristne budskab. Slet ikke og det er tankevækkende, at efter kirken for alvor er blevet digital, har det gode, glædelige og livsopmuntrende budskab fået langt større rækkevidde. Nu kan vi i højere grad efterleve Jesu ord om at ”rejse ud og fortælle om Jesus til alle mennesker i hele verden”. Det kan vi bogstaveligt talt gøre ved at ”rejse” i det digitale. Det er godt, vi har opdaget den mulighed, men det kan aldrig måle sig med det fysisk samvær og nærvær. Og jeg tror, vi alle sammen glæder os til frit at kunne mødes igen.

Som I kan se af gudstjenestelisten, har vi et håb om igen at kunne holde gudstjeneste efter 10. maj, men vi ved det jo ikke med sikkerhed. Derfor håber jeg, I vil holde jer orienteret på Damsholte kirkes hjemmeside, som er www.damsholtekirke.dk  Jeg ønsker jer en lys og glædesfyldt maj måned.

Eva Brinck, sognepræst, maj 2020