Hvor vi dog længes, længes efter at komme tilbage til normale forhold, hvor vi ikke behøver at være bange for at gå ud og købe ind, være bange for ikke at komme for tæt på andre mennesker, være bange for, om man nu har husket at vaske eller spritte sine hænder af. Være bange for, om man kom til at tage på noget, der kunne være inficeret og efterfølgende kom til at røre sig i ansigtet. Hvor vi dog længes efter bare at kunne gå hen til et andet menneske, vi ikke omgås til hverdag, og få en hyggelig sludder med ham eller hende. Hvor vi dog længes efter slet ikke at tænke på den der virus. Hvor vi dog længes efter ikke at betragte andre mennesker som potentielle smittebærere. 

Måske bortset fra de mindste, så længes vi alle sammen. Det kan man se på de sociale medier. Det kan man høre og se i nyhedsmedierne, hvor politikerne står i kø med krav om at få lukket samfundet op og komme tilbage til normaltilstand. De taler selvfølgelig på forskellige befolkningsgruppers vegne, på vegne af interesseorganisationer og på vegne af Danmarks samlede erhverv. Men de taler også på egne vegne, kan man høre, om hvor godt det bliver, når man igen kan komme ud at rejse, gå på restaurant- og cafebesøg, gå i teateret, til revy, koncert, i biografen, på kunstudstilling eller i en forlystelsespark med ungerne. De længes simpelthen efter igen at kunne komme ud og more sig og blive underholdt af diverse underholdnings- og kulturtilbud. De længes efter helt ubekymret at kunne sidde på en cafe og nyde livet med et glas vin eller en kop kaffe.

Det er selvfølgelig ikke kun politikerne, der er nydelses- og forlystelsessyge i Danmark. Det er vi mange, der er. Og med det store udbud af forskellige forlystelser, vi efterhånden har fået, er det ikke så sært, at vi måske ligefrem er begyndt at opfatte det som en rettighed at blive underholdt og adspredt. 

Der er ingen tvivl om, at mennesket har en iboende trang til at underholde og lade sig underholde. Den trang har eksisteret lige siden tidernes morgen. Og kom tidligere bl.a. til udtryk gennem forskellige former for musik, dans, billedkunst, digtekunst, teater m.m. Under coronakrisen er det for alvor blevet sat i relief, hvor stor betydning det har for vores livsglæde. Da vi blev spærret inde, fik morgensangen og fællessangen om fredagen med Phillip Faber mange begejstrede tilhængere. Jeg tror aldrig nogensinde tidligere, det er hændt, at et så stort antal danskere på én gang har sunget med på ”Jeg ved en lærkerede”, ”Danse i måneskin” eller ”En yndig og frydefuld sommertid”. Nogle har ganske vist anført, at det var et kunstigt fællesskab, men i vores digitale tidsalder er der i så fald mange kunstige fællesskaber, og i mangel af et fysisk fællesskab, så gik det vel også. Coronakrisen har lært os at sætte pris på lidt, og det er ikke nogen dårlig lærdom. 

Men nu, hvor det ser ud til at smittetrykket falder, kan vi næsten ikke vente på, ikke kun at blive underholdt, men også at vende tilbage og komme i gang med det, vi inden krisen beskæftigede os med. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har hørt folk sige, at de glædede sig til igen at komme på arbejde. Det er tilsyneladende ikke kun et spørgsmål om økonomi, men også et savn efter at genoptage det, som man tidligere har beskæftiget sig med. For det var jo ikke kun voksne i arbejde, der længtes tilbage. Børnene længtes tilbage til skolen, de unge længtes tilbage til deres uddannelse, efterskole og højskole. Alle sammen længtes og længes vi efter at gøre det, vi plejer

Ikke at kunne gøre som vi plejer og er vant til, gør os nok usikre og bekymrede. I hvert fald var der mange unge, som følte sig deprimeret og nedtrykte over, at de ikke kunne komme i skole og være sammen med deres skolekammerater og venner. Mange fortalte, hvordan de mistede gejsten og glæden ved overhovedet at foretage sig noget som helst. De blev opgivende og resignerende. Tabte modet.

At have et fællesskab med andre, er umådelig vigtig for mennesket. Vi sygner hen og bliver desillusioneret, hvis vi ikke kan have nogen former for fællesskab med andre. Det er nærmest livsnødvendigt for os at være i kontakt med andre mennesker. Isolation og udelukkelse fra et hvert fællesskab er skadeligt og traumatiserende for vores sindsro og sjælefred. Sjælsføde i form af samvær med andre er lige så vigtigt som fysisk føde. Vi går til, hvis vi må undvære begge dele.

Hvor betydningsfuldt fællesskabet er for os, hører vi også om i dagens tekst fra Apostlenes gerninger, eller som skriftet meget oplysende hedder i nyoversættelsen af Bibelen: ”De første kristne”. Skriftet handler nemlig om de første kristne, og i dag hørte vi, hvordan de mødtes gennem dåben og delte fælleskab ved at bede ved templet og mødes i deres private hjem for at spise sammen. Deres lyst til at dele alt med hinanden gik endda så vidt, at de solgte deres jord og ejendom og delte pengene imellem hinanden.

Det var ikke kun for at mødes med andre, at de fandt sammen. De havde en vigtig livsopfattelse at deles om, troen på Gud, at Gud er kærlighed og i sin kærlighed til mennesket har fritaget os for skyld og skam i sin søn Jesu Kristi død og opstandelse. Med ham er vi sat fri og kan leve livet uforsagt og i frimodighed om at være elsket og tilgivet af Gud. Altid. Denne glædelige, trøsterige og opløftende sandhed ville disciplene også gerne lade andre mennesker få del i, så de kunne blive lige så glade og opløftede som de selv oplevede at være. Jesus havde jo også pålagt dem at dele ud af dette salige og trøstefulde budskab, og det mirakuløse pinseunder havde tilmed udrustet dem med helbredsevner og talegaver, som de skulle bruge i forbindelse med udbredelsen af evangeliet. 

Hvor vigtigt det er for os at have troen på Guds nåde og barmhjertighed og hans frelse i Jesus Kristus som fundament og pejlemærke for vores liv, havde Jesus allerede illustreret for dem i mange billeder. Et af de billeder kommer til orde i dagens evangelietekst, hvor Jesus kalder sig selv for ”livets brød”. Tydeligere kan det ikke forklares for os, hvor vigtig troen på Jesu ord og handling er for vores liv. 

Intet menneske kan overleve uden næring til kroppen, som på Jesu tid kaldtes for brød, fordi det var så vigtig en fødekilde. Brød var simpelthen lig med mad. Så når Jesus sammenligner sig selv med brød, betyder det, at Jesu ord og handling for os er noget essentielt for menneskets overlevelse. Vi kommer til at sulte, lide af mangelsydomme og fejlernæring uden at høre Jesu ord og tage dem til os i sind og hjerte. Mætte os ved dem. 

Når Jesus rækker os ordet, rækker os sig selv, rækker os troen, nærer og stiller han vores åndelig sult. Måske vil nogen indvende, at der findes så mange andre muligheder for at få stillet sin åndelige sult. Det gør der nok også, men det er peanuts og småkager, hvor gode de end er, i forhold til det næringsfyldte og livsopholdende brød fra himlen, Jesus Kristus er. For hvor og i hvilken situation du end befinder dig, vil Gud og Jesus føde og opholde dig med kærlighed, med trøst, med håb og tilgivelse, med et evigt liv i Guds rige, som du allerede har fået del i og altid vil høre hjemme i.  Tillykke med kirkens fødselsdag og glædelig 2. pinsedag.

Sognepræst Eva Brinck, juni 2020 

Pinsen er en pragtfuld tid. Det er lunt i vejret, aftnerne er lyse, morgnerne ligger badet i solskin. Mark, skov, krat og haver er eksploderet i et væld af farver, som gør øjet godt at se på. Overalt kvidres der jublende og på livet løs af travle og energiske fugle. Det er skønt og vidunderligt at opleve. Man løftes og styrkes i sjæl og sind. Pinsen er en forunderlig tid, og som Grundtvig udtrykker det klart og fyndigt i sin dejlige pinsesalme, ”I al sin glans nu stråler solen: ”det ånder himmelsk over støvet”.

Pinsen er indbegrebet af ånd og åndfuldhed. Det vækker glæde i os, men i år giver ånd os nok også associationer af noget farligt. Vi skal passe på med at ånde på hinanden. Det kan være forbundet med stor risiko at ånde hinanden i ansigtet. Vores udånding er blevet en smittekilde, og vi har erfaret, hvilken kraft og magt der er i vores åndedræt. Man kan blive syg af det. Der kan være potentiel død i det.

Sådan tror jeg ikke, vi har tænkt om vores åndedræt før. Vi har derimod forbundet det med liv. Når et lille barn kommer til verden, har vi al vores opmærksomhed rettet mod dets åndedræt. Det er altafgørende, at barnet begynder at trække vejret, ånde inde og ånde ud. Og når vi står ved et døende menneskes sengeleje, følger vi åndrættet. Når den døende lader det sidste åndedrag lyde, ved vi – ofte smertefuldt – at dette liv nu definitivt er slut. 

Det er ikke så ejendommeligt, at vi intuitivt fornemmer, hvor væsentlig ånd er for liv. Hvor betydningsfuldt det er, lader Bibelen os også forstå, når den allerede til indledning fortæller, at Guds ånd svævede over vandene. Hvilken kraft, der er i Guds ånde kommer måske endda tydeligere til udtryk i nyoversættelsen, hvor det hedder: ”Gud lod sit åndedræt blæse over vandet”. Med sin stærke og virkningsfulde ånd skaber Gud en hel verden, også sit menneske, da han ved at blæse sin ånde ind i en lerklump levendegør mennesket Adam. 

Det er bemærkelsesværdigt, at hver gang Gud sætter noget stort i værk, gør han brug af ånden. Da jomfru Maria udvælges til at bære og opfostre Guds søn, verdens frelser, lader Gud sin ånd, Helligånden, komme over hende. Det er ved åndens kraft, Jesus undfanges og kommer til verden. Og da Gud efter Jesu dåb offentliggør, at Jesus er hans elskede søn, sker det også i kraft af Helligånden. 
Man får ikke indtryk af, at disciplene føler sig særlig beåndede, mens de endnu sidder inden døre i Jerusalem og venter, sådan som Jesus havde pålagt dem, inden han forlod dem på Oliebjerget uden for Jerusalem. Disciplene er som de fleste af os andre, og man kan ikke fortænke dem i at føle en vis utålmodighed over, hvad der skulle ske. Det er muligt, en ventetid kan vække inspiration og åndfuldhed, men det kan også være, at der indfinder sig en vis irritation. 

”Træk vejret dybt, hold åndedrættet, før du langsomt puster ud. Træk vejret dybt, hold åndedrættet, før du langsomt puster ud” Med disse ord vil en terapeut forsøge at berolige os, når vi er nervøse og ængstelige. Jesu disciple havde næppe nogen i blandt sig, der kunne vejlede dem til at finde roen i det, der måtte føles utrygt og usikkert. Jesus havde jo forladt dem, og hvad betød egentlig hans mærkelig påbud om at blive i Jerusalem? Jeg tænker, at en eller flere af disciplene utålmodigt er begyndt at klage over, hvorfor de skulle blive der i byen. Hvad var der egentlig at vente på? Var det ikke mere fornuftigt at tage hjem til Galilæa og få gang i fiskeriet, snedkeriet, byggeriet og toldvirksomheden? 

De fleste kender vel til, hvor svært det kan være at vente, især hvis man ikke kender ventetidens længde. Gør man ikke det, har vi nok alle sammen oplevet, her under den lange nedlukning af samfundet, utålmodigheden efter at få åbnet op, komme ud og komme videre. 

Alt imens disciplene sidder og venter, indtræffer det, som blev årsagen til, at vi stadig den dag i dag fejrer pinse. Med en voldsom kraft blæste Gud sin ånd ind i disciplenes sind og hjerte. Det var så kraftfuldt, at det lød, som om der gik en storm igennem huset. Som et synligt tegn på, at Guds åndedræt på dem havde antændt noget nyt i disciplene, dannede der sig tunger af ild på deres hoveder.

I deres indre oplevede de også en forandring, for pludselig fandt de mod og energi til at forlade huset, ikke for at tage hjem til Galilæa, men for at gå ud blandt Jerusalems borgere og fortælle, at Jesus var den, Gud havde sendt til verden for at frelse hele skaberværket, alt, der ånder og lever. Ventetiden var forbi. Der var ikke længere nogen tvivl i disciplenes hjerte om, at Jesus var den sande frelser. Der var ikke nogen anden at vente på. Det var ham. Det var i Jesus, Gud havde vist sin kærlighed til os alle. Det var i Jesus, Gud havde forsonet sig med os alle. Det var i Jesus, Gud havde ladet al skyld betale. Det var i Jesus, Gud gav os håb om det evige liv. 

Ikke kun disciplene oplevede en forandring. Det gjorde alle de, der var samlet i Jerusalem til pinsefest i anledning af pagts-stiftelsen mellem Gud og Moses og overdragelsen af lovens tavler med de 10 bud, også. Pludselig hørte de nemlig disciplene tale til dem om alle de store ting, Gud havde gjort, på deres eget sprog. Hvordan kunne det gå til? Disciplene havde jo ikke studeret sprog, men garnnet og fiskefangst, toldvirksomhed, træ og byggeri. Alligevel kunne de gøre sig forståelig på mange forskellige sprog. 

Det er ikke kun i nyere tid, vi er tilbøjelige til at stille os tvivlende og skeptiske over for det overnaturlige og uforklarlige. Det gjorde man også dengang, og derfor var der da også nogle, som mente, at disciplene måtte have beruset sig i vin. Men har man nogensinde oplevet, at folk er blevet mere sprogkyndige af at drikke sig fulde? Nogle vil nok svare ja, og vin og spiritus kan da også skabe inspiration for en åndfuld samtale, men vist ikke for at lære fremmedsprog. 

Det var en hel anden spiritus, der i øvrigt betyder ånd, som havde givet disciplene evner, mod og styrke til at tale om Gud og Jesus. Det var den ånd, Gud havde blæst gennem huset ind i disciplenes sind og hjerte. Helligånden. Ved Helligåndens forvandlende kraft blev disciplene i stand til at tale og handle på en måde, de ikke tidligere havde turdet. Deres hjerter begyndte at brænde anderledes intenst for udbredelsen af det glædelig og trøsterige budskab om Guds barmhjertighed og nåde. 

Jesus havde allerede tidligere talt om, at Gud ville sende en anden i hans sted, en talsmand, som skulle være hos dem og vejlede dem. Det hører vi også i evangelieteksten til i dag. Men det var sikkert gået hen over hovedet på disciplene, og man kan godt forstå, at det måske har skabt både forvirring og sorg, for hvem var det, Jesus skulle skiftes ud med og erstattes af? Det har nok ikke været noget, de har haft lyst til at erindre sig. 

Man skal længes lige så meget efter Helligånden som efter sin elskede, hørte jeg engang. Det er nok svært, men man forstår godt meningen, at Helligånden skal have den samme betydning for os, som den kære eller elskede har. Men faktisk behøver vi slet ikke at længes, for Helligåndens flamme er allerede tændt i os, og vil gøre sig gældende som mod, styrke, forsoning, kærlighed, trøst, og oplysning om Guds sandhed, når vi ønsker det. I Jesu navn: Lad Helligåndens kraft strømme i dit indre. Glædelig pinse.

Sognepræst Eva Brinck, maj 2020

Torsdag 7. maj bekendtgjorde statsminister Mette Frederiksen, at folketingets partier havde besluttet, at Folkekirken skulle være en del af genåbningens fase 2. Det betød, sagde hun, at kirkerne i Danmark kunne påbegynde genåbning fra 18. maj. Det tror jeg, alle som holder af kirken og jævnligt eller ofte kommer i den er rigtig, rigtig glade for og hilser velkommen. Jeg glæder mig i hvert fald, også selvom det bliver under andre forhold end tidligere med krav om afstand, ekstra opmærksomhed på håndhygiejne, rengøring af kirken og dens inventar m.m. 

Under den lange nedlukning har vi fået mange andre forskellige måder at hilse på. Det vil dog stadig være mærkeligt ikke at kunne give jer hånden, men vi må væbne os med tålmodighed og se frem til den dag, hvor det ikke længere er forbundet med nogen former for risici at tage hinanden i hånden og give hinanden et kram. 

Jeg har sendt jer mange tanker under coronakrisen, tænkt på hvordan I hver især havde det, og om I nu kunne holde denne situation ud og ikke følte jer alt for isoleret, bange og ensomme. Jeg har selvfølgelig også tænkt på kirken, men ikke tænkt på den uden, at I hørte med ved jeres tilstedeværelse. Naturligvis kan man sidde for sig selv i sit lønkammer og tale med Gud, bede en bøn, læse i Bibelen og synge en salme eller flere, men det bliver altså aldrig det samme som at samles i kirken til gudstjeneste. 

Jeg har erfaret, at det jeg især har savnet, var, at se jer træde ind i kirken, tage plads på en kirkebænk, se jer sidde lidt i tavshed og finde jer til rette eller tale hyggeligt sammen. Jeg har savnet, hvordan vi har sunget og bedt sammen, lyttet til Bibelens tekster og en af dens udlægninger i prædikenen. Jeg har savnet, hvordan vi har delt nadveren med hinanden. Alt, hvad der foregår i kirken, kan man sagtens gøre for sig selv, men det får en hel anden dimension, dybde, tyngde og bredde, når man deler Guds nærvær og tilbedelsen af Gud med hinanden.  

Den første gudstjeneste vi kommer til at holde sammen, bliver gudstjenesten Kristi Himmelfartsdag, 21. maj. Mens vi altså samles igen, vil vi fejre, hvordan Jesus blev taget op til himlen og i en vis forstand forlod verdenen. Om den begivenhed konstaterer Markus blot, at ”da Jesus var færdig med at tale til dem (disciplene), blev han taget op til himlen, og han satte sig til højre for Gud”, mens Lukas vil vide, at Jesus velsignede sine disciple, da han blev løftet op til himlen. 

Naturligvis kan vi trække på smilebåndet over, at Jesus løftes op til himlen, for den tanke virker mærkelig og umulig for os. Det kan ikke lade sig gøre i vores forestillingsunivers. Samtidig tror jeg, at ikke mindst her under coronaepidemien, hvor vores egen dødelighed er blevet sat i relief, da er det en trøsterig og beroligende tanke, at ligesom vi har et hjem på jorden, har vi det også i himlen. I det hjem vil Gud og Kristus kærligt tage imod os, og alle vores jordiske bekymringer vil smelte bort ved himlens strålende lys.

For os bliver Kristi Himmelfartsdag i år i sandhed en velsignelsens dag!

Menighedsrådet, personalet og jeg glæder os til at se jer i kirken igen.   

Eva Brinck, sognepræst, maj 2020

Der er sikkert forskel på, hvor meget coronakrisen bekymrer os. Det hører vi. Nogle lader til ikke at tage synderlig notits af, at verden er ramt af en alvorlig pandemi, som både medfører sult, angstfremkaldende og langvarigt sygeleje, tab af liv, og en økonomi, der er på katastrofekurs både for den enkelte og for hele samfund.

Og så er det man ikke kan lade være med at reflektere:

Tænk at bo i så rigt et land, at man bliver nødt til at væbne sig med tålmodighed over, at man ikke kan gå på restaurant, bar eller cafe, få lavet sig en ny tatovering, få sat sit hår eller plejet sit ansigt og sin krop med olie og massage.

Tænk at bo i så rigt et land, at man må væbne sig med tålmodighed for at kunne komme i fitnesscenter og træne sin krop.

Tænk at bo i så rigt et land, at unge kan føle sig uretfærdigt behandlet og må væbne sig med tålmodighed over ikke at kunne komme tilbage til en efterskole.

Tænk at bo i så rigt et land, at man bliver nødt til at væbne sig med tålmodighed over, at man ikke kan komme til udlandet for at holde ferie, men må holde ferien i Danmark.

Tænk at bo i så rigt et land, at man overhovedet har mulighed for at holde ferie.

Tænk at bo i så rigt et land, at man må væbne sig med tålmodighed for at få udlejet sit sommerhus til udenlandske turister.

Tænk at bo i så rigt et land, at man må væbne sig med tålmodighed for at komme i biografen, på museet eller i teatret.

Tænk at bo i så rigt et land, at man må væbne sig med tålmodighed for at komme i zoologisk have eller et andet forlystelsescenter.

Tænk, at bo i så rigt et land, at man må væbne sig med tålmodighed for at kunne komme til at holde fest for et stort antal gæster.

Tænk at bo i et så rigt land, at man må væbne sig med tålmodighed for igen at kunne mødes med sine venner i parker og på havne- og strandpromenader.

Tænk at bo i så rigt et land, at end ikke en coronakrise kan øge vores stressniveau, men er målt som det næst laveste i Europa.

Tænk at bo i så rigt et land, at der er hjælp at hente, hvis man bliver arbejdsløs.

Tænk at bo i så rigt et land, at staten formår at række ud med hjælpepakker til trængte virksomheder.

Tænk at bo i så rigt et land, at man ikke skal være bange for at gå sulten i seng.

Tænk at bo i så rigt et land, at man ikke behøver at frygte for ikke at have noget sted at bo eller at måtte fryse der, hvor man bor.

Tænk at bo i så rigt et land, at man ikke behøver at være ængstelig ved ikke at kunne komme på hospitalet, hvis man bliver syg.

Tænk at bo i så rigt et land, at forældreløse børn ikke skal være bange for, at der ikke er nogen til at tage sig af dem. 

Vi er meget heldige og må være meget taknemmelige, alle os, der bor i et smørhul som Danmark. Måske er det også derfor, at vi ved hver eneste undersøgelse bliver kåret som verdens lykkeligste folk. Vi har mindre at frygte end andre steder i verdenen. Vi har mange flere muligheder end andre steder i verdenen. Vi har et stærkt socialt sikkerhedsnet under os, og vi behøver ikke at frygte for konsekvenserne af det, vi siger og tror på. Det er ikke selvindlysende, når vi sammenligner os med andre lande, og på denne Store Bededag må vi sige Gud tak for alt det, vi som danskere har fået og har af muligheder for at kunne leve i tryghed og sikkerhed. 

Vel er nogle af os bekymrede for corona-epidemien og dens helbredsmæssige og økonomiske følger og trusler. Det er heller ikke lige bekymringsløst for alle at være afskåret fra at se sine nærmeste kære. Karantæne og isolation er en prøvelse, der godt kan gøre os triste og bedrøvede. For nogle af os er det så belastende, at vi bliver mentalt syge af det – eller dårligere, end vi var i forvejen. For alle, som er ængstelige for deres helbred, bange for økonomien, nedtrykte over isolationen, savner deres familie eller frygter for, hvad krisen ellers kan medføre, håber vi Gud, at du vil lytte til os, når vi beder dig om at hjælpe os og aflaste os i vores bekymring. Stå os bi, vær os nær, kast dit opløftende og helbredende lys ind i vort mørke, giv os mod og styrke til at klare det, der er svært at udholde og overkomme, åbn vore øjne og gør os bevidste om alt det smukke og gode, som er i tilværelsen, lad os mærke at du ser os og følger os med kærlighed og omsorg.

Eva Brinck, sognepræst, maj 2020

Her midt i corona-krisen sker der også gode og opløftende begivenheder. Hele Danmarks befolkning har fået en ny Bibel. Det er en nyoversættelse af Det gamle og nye Testamente, der nu i stedet benævnes Den gamle og nye Aftale. Bibelen er oversat fra originalsprogene hebraisk og græsk til et nyt og mundret dansk, og det er virkelig en sand fornøjelse at læse de mange gode, opløftende ord og historierne om Adam og Eva, Noas ark, som er blevet til Noas skib, om tårnet, der skulle nå helt op til himlen (Babelstårnet), om Abraham og hele hans slægt, om de store konger Saul, David og Salomon, om Jonas, der blev smidt i vandet og slugt af en stor fisk og mange, mange flere historier.

Der er sikkert nogen, der vil savne de gamle formuleringer, måske ikke mindst formuleringerne fra Salmernes Bog, hvis ordlyd vi er blevet så fortrolige med, og i mange situationer har beroliget og trøstet os ved. Men prøv lige at se, hvordan de sprogkyndige har oversat den velkendte Salme 22:

”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Jeg råber på hjælp, men du er så langt væk.

Min Gud jeg råber om dagen, men du svarer ikke.

Og om natten, men jeg kan ikke finde ro …

Det var dig, der hjalp mig ud af min mors mave

Og gjorde mig tryg ved hendes bryst.

Til dig var jeg overladt, fra jeg blev født.

Fra jeg lå på min mors mave, har du været min Gud.

Gå ikke din vej, for jeg har det svært.” 

Jeg ved ikke, hvordan man har det, når man er indlagt med coronavirus, men jeg kan tænke mig, at man ud over at have det fysisk dårligt og måske er bange for at dø, også må føle sig meget ensom, når man er isoleret fra sine nærmeste og bliver mødt af et personale, der er pakket ind beskyttelsesudstyr fra isse til fod. Jeg forstår godt, hvis man er ængstelig, føler sig fortabt og helt alene i verdenen. Når man er syg, er det så altafgørende vigtigt, at man har tæt kontakt med sine nærmeste og kan mærke sygehuspersonalets empati og omsorg. Er man udelukket fra kontakten med omverdenen og i særlig grad sine kære, er der en god og beroligende trøst at finde i Bibelens ord, som når det f.eks. lyder: ”Jeg har mistet modet! Hold din hånd under mig, og red mig Gud, skynd dig, hjælp mig, Herre!” 

Jeg håber, at denne lunefulde sygdom snart slipper sit tag i os, for vi trænger til at være sammen med hinanden igen. Jeg håber det også for det kirkelige fællesskabs skyld. De lukkede kirker kan naturligvis ikke tage livet af det kristne budskab. Slet ikke og det er tankevækkende, at efter kirken for alvor er blevet digital, har det gode, glædelige og livsopmuntrende budskab fået langt større rækkevidde. Nu kan vi i højere grad efterleve Jesu ord om at ”rejse ud og fortælle om Jesus til alle mennesker i hele verden”. Det kan vi bogstaveligt talt gøre ved at ”rejse” i det digitale. Det er godt, vi har opdaget den mulighed, men det kan aldrig måle sig med det fysisk samvær og nærvær. Og jeg tror, vi alle sammen glæder os til frit at kunne mødes igen.

Som I kan se af gudstjenestelisten, har vi et håb om igen at kunne holde gudstjeneste efter 10. maj, men vi ved det jo ikke med sikkerhed. Derfor håber jeg, I vil holde jer orienteret på Damsholte kirkes hjemmeside, som er www.damsholtekirke.dk  Jeg ønsker jer en lys og glædesfyldt maj måned.

Eva Brinck, sognepræst, maj 2020