Evangeliet til søndagen kan du læse hos Mattæus, 2,1-12

Vi har netop taget afsked med 2020. Det har for at sige det mildt været et udfordrende år for de fleste af os. Selv om man opfatter sig selv som åben, fleksibel og omstillingsparat, så har det tæret på kræfter og overskud hele tiden at skulle være forberedt på forandring og tilpasse sig nye vilkår. Måske har nogle fundet det såre let. Men for andre har det medført ubehag og utilpashed ved ikke at være sikker på, hvordan morgendagen så ud. Den forandrede hverdag med alle dens påbud om at holde afstand, bære mundbind osv. skaber for nogle af os en følelse af forstemthed og mistrøstighed. Måske mærker man ligefrem en snigende angst, der truer med at omstyrte en mentalt. 

Vi reagerer ikke alle ens på forandring. Nogle bliver udadreagerende og vrede. Skælder ud, eller kan måske ligefrem finde på at begå hærværk. Men for mange af os føles det, som om der bare bliver lagt på og lagt på af krav og byrder, og at læsset kan vælte, hvert øjeblik det skal være. Det føles ganske enkelt, som om det hele er ved at kæntre. Men vi må og skal holde ud. Selvom store ladninger vaccine nu transporteres til Danmark, må vi væbne os med tålmodighed og finde et overskud frem, som vi ikke rigtig har. For pandemien er desværre ikke overstået endnu.

I dag er det 3. januar. Denne søndag kaldes også for Helligtrekongers søndag til erindring om de vise mænd fra Østerland, der havde observeret en særlig lysende stjerne på himlen og ud fra astronomiske beregninger havde sluttet, at nu var en kongesøn blevet født i jødernes land, sådan som der også var blevet profeteret om. 

I tillid til at deres beregninger var korrekte, var de vise mænd brudt op fra deres hjemland og havde begivet sig ud på en lang og farefuld rejse mod Palæstina. Vedholdende havde de fulgt stjernen på himlen, indtil de var nået ind over grænsen til det forjættede land og nu var på vej mod Jerusalem. Den forkerte vej.

Alle mennesker gør sig forudfattede forestillinger. Det gjorde de vise mænd også, selvom vi må tro, at de var astronomer, der først og fremmest stolede på deres matematiske beregninger, og ikke ville lade sig vildlede, men selv en videnskabsmand kan blive vildledt af sine forestillinger. Det var tæt på at blive katastrofalt og skæbnesvangert, at de ikke holdt sig til deres observationer, men til deres prædefinerede meninger om, hvor en kongesøn blev født. Først da kong Herodes’ rådgivere kan fortælle, at den nye konge ifølge skrifterne skulle fødes i Betlehem, genoptager de vise mænd deres observationer af stjernen på himlen. Mange gange er tingene anderledes, end vi har en forventning om. 

Beretningen om Jesu fødsel er i det hele taget en lang skildring af, hvordan tingene er meget anderledes, end man skulle forvente. Stor har vismændenes overraskelse sikkert også været, da de fandt den nyfødte kongesøn i en stald blandt dyr, og hvor de første barselsgæster, der havde indfundet sig, var nogle ildesete hyrder ude fra marken. Intet var som de – og vi – kunne forestille os. 

Matthæus fortæller, at de vise mænd havde gaver med, og ud fra gavernes antal og værdi har man sluttet, at det måtte have været tre fornemme konger, der aflagde Maria og Josef barselsvisit. Ingen andre end mænd med kongetitler ville være i stand til at overbringe så kostbare gaver. 

Mange af os har givet og modtaget gaver her i julen. Det er ikke ligegyldigt, hvilken gave man giver til hvem. Gaver har symbolsk betydning. Jo større gave, jo større betydning har den, vi giver gaven til, ofte for os. 

De tre konger ønskede også at fortælle noget med de gaver, de overbragte Maria og Josef. Med guld ville de sige, at barnet havde kongestatus. Han var himlens nyfødte kongesøn. Med røgelse, at Jesus ville blive den ypperste af alle ypperstepræster. Ingen bøn ville blive overhørt. Med myrra, at Jesus var bestemt til at leve og dø for vores frelses skyld. Det var et forvarsel om, at kvinderne efter Jesu korsdød, ville søge ud til hans grav for at balsamere ham med den velduftende salve, myrra. 

Traditionen vil vide, at det ikke var tre ansigtsløse og anonyme konger. En middelalderlig legende fortæller, at det var den unge Casper fra Europa, som frembar guld. Det var den ældre Melchior fra Asien, der frembar røgelse. Det var den mørklødede Balthazar fra Afrika, som frembar myrra. Kongerne kom altså ifølge legenden fra hver sit kontinent, og lige som gaver har symbolsk værdi, har det faktum, at kongerne kommer fra ”hele” verden den symbolske betydning, at Gud ikke kun åbenbarede sig for en lille befolkningsgruppe, men for hele verden til frelse for alle mennesker. Glæden skulle være for hele folket, som vi hørte englene synge om julenat.

Da Jesus var blevet født, fortæller evangeliet ikke om andre besøgende end nogle usle hyrder ude fra marken og nogle fornemme, men fremmede vismænd fra fjerne kontinenter. Der var ingen naboer, der syntes, de burde tilse Maria, som lige var nedkommet. Der var ingen, som kom for at hjælpe Maria og Josef. Ingen, som havde lyst til bare at overbringe dem lidt mad og drikke. Fraværet og tavsheden fra landsmændenes side er bemærkelsesværdig og trist.

Det var nogle foragtede og fremmede, der forstod, hvad fødslen af Jesus betød af omvæltning for hele jordens befolkning. Det var ikke dem, vi havde forventet, der lod verdens bedste og smukkeste budskab om Guds frelse brede sig ud i verdenen. 

Beretningen om Jesu fødsel var og er meget anderledes, end vi ville have forestillet os.  Man skal være varsom med at stole alt for meget på sine forudfattede og prædefinerede holdninger. Selvom det kan være skræmmende og fylde en med uro, må man være åben over for livets uforudsigelighed, det, der kommer bag på os, og det, vi føler os målløse overfor.

Egentlig skulle de tre konger, Kasper, Melchior og Balthazar være vandret tilbage til kong Herodes for at fortælle ham, hvor han kunne finde den nyfødte verdensfrelser. Men i en drøm advares de om, at kong Herodes har ondt i sinde, og de vælger en anden vej hjem. 

Konstant overraskes og forbavses vi over os selv og andre. Der er en del, som vi ikke havde forventet, og ikke er, som vi havde forestillet os. Det kan godt gøre os bange og usikre. Af hyrder og vismænd kan vi lære at nære tillid til, at Gud nok skal støtte og hjælpe os. Vi tror det måske næppe, men når vi føler os ængstelige og fortabte, kan vi trygt og sikkert lade os lede af Gud i Jesus Kristus som en lysende og funklende stjerne på himlen.

Amen

Lov og tak og evig ære, være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Eva Brinck, 3.1.2021

”Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.” Lukas 2,21

Så skete det endelig. Covid-19-vaccinen er blevet godkendt og frigivet, så alle nu kan blive vaccineret mod denne smitsomme og dødbringende sygdom, der har sat hele verdenen på den anden ende i 2020. 

Længe og med en vis utålmodighed har vi ventet på, at det skulle ske, og det er ikke så mærkeligt, at nyhedsmedierne har været fulde af billeder af mennesker, der er blevet vaccineret. På TV så vi, hvordan kanyler blev ført ind i overarme, og vaccinen sprøjtet ind, mens folk stod og klappede til. Og da myndighederne fornuftigt nok har valgt, at sundhedspersonale og ældre samfundsborgere skal beskyttes først, er det dem, vi fortrinsvis har set for rullende kameraer. Det må være en ejendommelig oplevelse for ældre, der måske hidtil har levet et stilfærdigt og beskedent liv, pludselig at blive genstand for alles opmærksomhed på deres gamle dage.

Dette år vil helt sikkert gå hen i historien på linje med verdenskrigene, på linje med finanskrisen i 2008, på linje med nine-eleven, terrorangrebet på World Trade Center i USA 11. september 2001. Der er virkelig vendt op og ned på forestillinger om livet, på forestillinger om samfundet, på forestillinger om verdenen, på forestillinger om behov, på forestillinger om, hvad der er nødvendigt og ikke nødvendigt, på forestillinger om fællesskab og samhørighed mellem mennesker. Men pandemien har ikke kun ramt os på vores opfattelses- og forestillingsverden. 

Vi er også blevet ramt på en anden konkret måde ved, at samfundsøkonomien og den enkeltes økonomi er blevet væltet mere eller mindre omkuld. I Danmark gik det værst og mest skadeligt ud over fly- og rejsebranchen, restaurations- og hotelbranchen, oplevelsesbranchen og minkbranchen, der helt blev lukket ned. Selvom der er blevet udbetalt hjælpepakker til et samlet beløb på ca. 30 milliarder kroner, er det gået hårdt ud over mange mennesker, der enten har mistet deres arbejde, er gået ned i indtægt eller for virksomhedsejere, som helt har måttet dreje nøglen om. 

Helt konkret er det også gået ud over alle vores kære ældre, der har måttet undvære besøg og omsorg fra pårørende. Sundhedsmyndighedernes krav om isolation har haft stor skadelig virkning på psykisk syge, på udsatte og sårbare, der ikke har fået den omsorg, behandling og støtte, som er så nødvendig for dem. 

Der er relativ færre, der er blevet syge af Covid-19 i Danmark end andre steder. Heldigvis. Men de, der har måttet kæmpe med sygdommen, og hvor den ikke kun udviklede sig til en harmløs influenza, er blevet mentalt mærket for livet. Og nogle – også unge – må leve med fysiske senfølger som tab af smags- og lugtesans, åndenød, træthed og muskelømhed. 

Det er værste er dog at skulle dø af sygdommen. Det virker helt meningsløst for os, og det er selvfølgelig særlig smerteligt for de pårørende, der skal leve med tabet af deres kære. 

Det er sandt, at ikke alle er lige nervøse over denne sygdom. De har argumenteret med, at det blot er en gemen influenza, og at der bliver lige så mange syge og dør af de andre influenzaer. De har også efterlyst en afvejning af de økonomiske, psykologiske og sociale omkostninger. De har med rette påpeget den høje pris ved menneskers ensomhed, ved at andre ikke kunne blive behandlet for deres sygdom. De har med rette påpeget følgevirkningerne for psykisk syge, følgevirkningerne for sårbare familie, der har svært ved at klare sig uden støtte og måske er ramt af vold. På et tidspunkt blev diskussionen så ophedet, at man begyndte at tale om, hvad et menneskeliv økonomisk er værd.

Om man kan sætte en økonomisk pris på et menneskeliv, er nok svært at komme til enighed om. Nogle gav i foråret udtryk for, at det var en forkert prioritering at bruge så mange penge på at redde ældres og kronisk syges liv. De penge kunne bruges meget bedre et andet sted i samfundet til gavn for den samlede velfærd, sagde man. Det er udtryk for det såkaldte utilitaristiske menneske- og samfundssyn, en nyttefilosofi, hvor en handling anses for god, når den forøger summen af velfærd for flest mulige mennesker. En handling, der gør to mennesker glade, er således en bedre handling, end en handling, der gør ét menneske glad.  

Ud fra den betragtning var der en del, som syntes, at man brugte alt for mange penge på at helbrede Covid-19 patienter. De mente, det var nyttesløst med en så stor indsats for at helbrede gamle, der alligevel snart skulle dø og mennesker med underliggende sygdomme, for de var alligevel en belastning for samfundet og bidrog ikke til at maksimere samfundsøkonomien.

Men anlægger man dette menneskesyn, hvor går aldersgrænsen da for, om man vil bruge ressourcer på at helbrede mennesker med f.eks. hjertekarsygdomme og kræft? Og hvor er grænsen for, hvilke underliggende sygdomme, man vil helbrede for? Hvad med diabetes? Hvad med gigt? Hvad med sklerose? Hvad med astma eller andre lungesygdomme? Hvad med nyre- og leversygdomme? Hvad med sygdomme, der medfører immunsvækkelse? Og hvad med overvægt? Ud fra en nyttetænkning kunne udgifterne til sundhedsvæsnet reduceres betragteligt, hvis man kun ville helbrede mennesker med ikke-kroniske lidelser og lidelser, der ikke var opstået som følge af levevis. 

Hvor meget samfundet skal og bør yde for det enkelte menneske, var der debat om. Lige så stor var debatten om, hvor meget man må gribe ind i det enkelte menneskes frihedsrettigheder. Hvor meget må man regulere den enkelte borgers adfærd med restriktioner som forsamlingsforbud, forbud mod at sætte sig på en bænk i en park eller blot gå en tur med sin hund? Krav om afstandsoverholdelse, om at bruge værnemidler, om ikke at kramme og kysse. Om at holde lukket? Hvornår bliver det for meget med den statslige regulering, så de demokratiske frihedsrettigheder bliver trådt under fode?

Der er virkelig mange problematikker, vi har fået tæt ind på livet og selv har skullet tage stilling til. Nu har vi fået den fysiske vaccine, men mentalt er vi også blevet vaccineret mod en del i det forgange år. 

Vi er blevet vaccineret imod forestillingen om at være uangribelige og udødelige, og at man er herre over alle ting, bare man har vilje til det.

Vi er blevet vaccineret imod den antagelse, at bare man har penge nok, kan alt fixes.

Vi er blevet vaccineret imod, at man kan tage alle velfærdsgoder, velstand, arbejde og helbred for givet.

Vi er blevet vaccineret imod, at kontroltab er tab af alt.

Vi er blevet vaccineret imod, at der kun er en måde at leve på.

Vi er blevet vaccineret imod selvtilstrækkelighed og at have nok i os selv. 

Vi er blevet vaccineret imod at betragte vores medmennesker som overflødige, ligegyldige og ubetydelige.

Vi har erfaret, at vi ikke kan undvære hinanden, og at vi næsten vil sætte alt på spil for at kunne være sammen. Også vores helbred.

Vi er blevet vaccineret imod, at travlhed er lig med lykke, og et lavere tempo er lig med ulykke.

Vi er også blevet vaccineret imod den opfattelse, at nogen synes, det er enormt sjovt ingenting at beskæftige sig med. Det har vi nemlig selv prøvet.

Vi er blevet vaccineret imod, at vi ikke kan ændre vaner og måder at være sammen på.

Vi er blevet vaccineret imod den opfattelse, at vi skal være perfekte på alle parametre. Man kan f.eks. godt holde et virtuelt møde med sine kolleger i underbukser, mens man drikker et krus kaffe og spiser en hjemmebagt bolle med et tykt lag smør på.

Vi er blevet vaccineret imod den antagelse, at det er kedeligt at synge, og at det kun er nogle, der kan synge. Injektionen fik vi af Phillip Faber og Mads Steffensen fredag aften under ”Fællessang hver for sig”, som også indeholdt medicin, der virkede fremmende for glæden ved at synge salmer.

Vi er blevet vaccineret imod, at gudstjenester og kirkelige handlinger er ligegyldige og overflødige. Da vi måtte undvære dem, mærkede vi, hvor værdifulde de var for os.

Vi er blevet vaccineret imod at tro, at vi ikke kan holde dejlige ferier i Danmark, men kun kan holde ferie i udlandet.

Vi er blevet vaccineret imod, at pædagoger ikke laver noget, når de er på arbejde. Det erfarede forældrene, da de selv skulle passe deres små.

Vi er blevet vaccineret imod den antagelse, at USA kan klare det hele til hver en tid. 

Vi er blevet vaccineret imod den antagelse, at de andre lande er meget bedre end os til at klare en krise.

Vi er blevet vaccineret imod, at kultur og forlystelser er overflødige for menneskets velbefindende.

Vi er blevet vaccineret imod at tro, at bøn intet gavner. Det har vi nemlig selv fundet trøst og styrke ved.

Coronapandemien har været forfærdelig og ødelæggende på mange måder, men vi har også lært en hel masse og revideret vores synspunkter og antagelser i mange henseender. Som et klogt hoved har sagt, fungerer kriser ofte som et røntgenbillede, der viser os, hvad der har været skidt, og som ikke har fungeret i samfundet. Som f.eks. det meget individualistiske og selvtilstrækkelig livssyn, hvor enhver har nok i sig selv, og det gælder om at tage sig så perfekt ud, at de andre ikke opdager, at man bare er et almindeligt menneske.

En krise rummer et enormt forandringspotentiale. Så nu handler det om at holde fast i det, vi har lært, og ikke at glemme og vende tilbage til tingenes tilstand, sådan som det var før, vi blev klogere. F.eks. hvor vigtigt og uundværligt det sociale er for os, at være og holde sammen. Hvor forbundne og afhængige vi er af hinanden. Indbyrdes, men også på tværs af landegrænser. Hvor vigtigt det gode liv er for os, hvor vi har tid til hinanden, tid til vores ældre og tid til vores børn, tid til at tage os af vores sårbare. Hvor vigtigt det er for os at gøre noget sammen, som at gå på restaurant og i biografen, uden at det skal tjene noget andet formål, end at have det godt med hinanden. Hvor vigtigt, det er, at vi passer på vores planet og på hinanden. 

Gud har altid vidst det. Det var derfor, han lod sin søn føde ind i verdenen julenat. Den nyfødte skulle, for at der aldrig skulle herske tvivl om hans mission i verdenen, hedde Jesus, der betyder Gud frelser. Vel kan vi meget selv. Vi kan lære og blive klogere oven på en krise. Men fuldkomne, det bliver vi aldrig. Dagligt foretager vi handlinger og tænker tanker, vi græmmer os ved. Det kan ikke være anderledes. Vi er jo mennesker. Men Gud frelser. Han redder os ud af alt det, vi skammer os over og fortryder, og det, vi burde skamme os over og fortryde. Han slår en streg over vores skyldighed, men ikke kun det. Han elsker os ud over tilgivelsen. Og selv om vi nu i al beskedenhed nærer håb til Covid-19-vaccinen og i det ser et lys for enden af tunnelen, så ønsker Gud, at vi udvider og udstrækker vores håb til også at gælde kærligheden til ham og hinanden. Lyset for enden af tunnelen, det kommer fra Gud. Hjerteligt godt og velsignet nytår til alle. 

Lov og tak og evig ære, være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Eva Brinck, 31.1.2020

Kære Alle

Det er julesøndag, også kaldet de gamles søndag efter Simeon og Anna, som repræsenterer alderens indsigt og klarsyn, og som du kan læse om i Lukas-evangeliet, kapitel 2,25-40.

I prædikenen skriver jeg, at julen varer lige til påske, men faktisk går julen på hæld nu, og vi forbereder os på at tage hul på et nyt år, som vi sikkert alle sammen ser frem til med håb og forventning.

Med venlig hilsen

Eva Brinck

Dette hellige evangelium til 2. juledag skriver evangelisten Matthæus kap. 23,34-39:

Der er noget mærkelig ved 2. juledag. Hele december måned har vi talt dagene ned til julen. Vi har glædet os og forberedt os på, at julen skulle blive en hyggelig og dejlig højtid. Vi skulle fejre Jesu fødsel til frelse for alle mennesker, som det kommer til udtryk i juleaftens og juledags evangelium, hvor englen forkynder en stor glæde for hele folket, for nu endelig langt om længe var der blevet født en frelser i Davids stad, Jesus Kristus. Og vi har hørt om, hvordan englen sammen med en hel hærskare af engle sang om fred til mennesker med Guds velbehag. Men der er sandelig ikke meget fredsforkyndelse denne 2. juledag.

Tværtimod hører vi i evangelieteksten om piskeslag, blodsudgydelse, forfølgelse, stening og henrettelser på et kors.

Vi hører om, hvordan Stefanus drives ud af byen af de skriftkloge og farisæerne, altså de jødiske præster, og stenes til døde, alt imens han råber en bøn mod himlen om, at Jesus Kristus vil tage imod hans ånd, og at Gud ikke vil tilregne dem denne synd at slå Stefanus ihjel. Der er virkelig ikke meget fred og fordragelighed over 2. juledags skildring og beretning af, hvordan mennesker i hvert fald også kan tænke og handle på den mest grufulde og gruopvækkende måde. 

Hvordan kan det være, at det dejlige og glædelige budskab om fred til alle mennesker med Guds velbehag tilsyneladende ikke udmønter sig i en taknemmelighed over den frelse, som Gud har ladet os sende i Jesus Kristus julenat? Hvordan kan det være, at vi ikke alle sammen blev oven ud lykkelige og begejstrede og besluttede os for, at det for altid skulle være slut med kiv og strid, ondskab, mord og listighed her på jorden?

Det antydes allerede i fortællingen om fødslen, at Jesu ankomst til verdenen ikke kun vil vække glæde og taknemmelighed. Som der står, var der ikke plads til dem i herberget. Der var altså ikke plads til Guds søn, Jesus Kristus. At Jesu virke på jorden ikke kun vil medføre henrykkelse og påskønnelse, men også vil fremkalde modstand og modsigelse det får Maria og Josef også et forvarsel om, da de på 8. dagen for Jesu fødsel går hen i templet for at fremstille ham for præsten Simeon i templet, som det er jødisk skik og brug på samme måde, som vi lader vores børn døbe. Her udtaler Simeon: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange … og til at være et tegn, som modsiges”. 

En af de første, der udtrykker mishag over Jesu fødsel, er jo kong Herodes. Han føler sig truet på sin magt og er så bange for at miste herredømmet i Judæa, at han i arrigskab og galskab beslutter at slå alle små drengebørn ihjel for at gøre det af med Jesus. 

Som vi ved, advares Josef i en drøm, og i al hast flygter den lille familie til Ægypten. Først da kong Herodes er død vender de tilbage til Israel, men de tør ikke bosætte sig i Judæa, for de frygter, at heller ikke kong Herodes søn, Arkelaos, er begejstret over Jesu fødsel. De frygter, at også han ser en trussel i deres barn og derfor rejser de op til Galilæa, hvor de slår sig ned i Nazareth. 

Jesus vokser op, og gennem evangelierne erfarer vi englens og Simeons ord, at Jesus er den frelser, som skulle komme, ”et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for folket Israel”, som Simeon udtrykker det. Jesus er sandt menneske. Det er ganske vist, men han er også sand Gud. Det viser han både i ord og gerninger. Der findes ikke noget ondt i ham, men kun uendelig godhed, kærlighed, tilgivelse, forståelse og omsorg. Der findes intet andet menneske, der kan ligne sig med Jesus. Han er selveste fuldkommenheden. Selveste Guds åbenbarede billede. 

Hvordan kan det da være, at dette omvandrende gudsunder af et menneske i den grad også kunne være genstand for modsigelse? Enhver modsigelse burde jo ophøre i samme sekund, som den, der udtalte modsigelsen, stod over for ham, som er den ypperste repræsentant for sandheden og fuldkommenheden, ja, er selve fuldkommenheden og sandheden. Hvordan kan det da være, at vi ikke kan indse det, når det nu er så åbenbart?

Det er der nok flere forklaringer på. Ligesom kong Herodes opfattede Jesus som en trussel mod hans kongemagt, opfattede det jødiske præsteskab også Jesus som en trussel mod deres tro og ikke mindst status og position i samfundet. For dem var Jesus en oprører, der drev undergravende virksomhed og lod hånt om den jødiske tro. Det var dem ganske umuligt at se en frelser og forsoner i Jesus Kristus. Jesus var en samfundsnedbryder, som skulle straffes med døden. 

Det samme skulle gælde for dem, der omvendte sig og bekendte sig til Jesus og den kristne tro. Mens Jesus endnu er sammen med sine disciple, advarer han dem mange gange om, at det vil gå dem som ham. De vil blive forfulgt, selv blive pisket og slået ihjel. Den advarsel bliver de sig – om ikke før – helt bevidste om under processen mod Jesus. De gemmer sig i frygt og angst for, at de skal få samme skæbne som Jesus. 

I de første århundreder efter Jesu død var det en reel frygt, som alle, der bekendte sig til Jesus Kristus, måtte leve under. Golgatha-mønstret blev ført videre i disciplenes liv, som det er blevet mange andre gange for Kristus-troende. 

Stefanus var en af de første, der måtte lide døden for sin tro. Han var en af de første martyrer, som i øvrigt betyder vidne. Han vidnede om, hvordan Gud i sin nåde og kærlighed lod Jesus sende til verden for at bringe alle mennesker frelse og forsoning. 

Det er desværre ikke kun historie, at evangeliet om Jesus Kristus har vakt modsigelse. Det gør det stadig. Verden over bliver kristne stadig forfulgt. ”Open Doors” skriver, at der i 2020 er blevet dræbt 3000 mennesker på grund af deres kristne tro, at 3700 er blevet fængslet uden retssag, at 8500 er blevet voldtaget eller seksuelt chikaneret, og at 15.000 kristne er blevet udsat for fysisk og psykisk vold. Det er uhyrligt, at så mange mennesker skal lide – og dø – for deres tro.

”Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.”

Sådan står der i FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder, artikel 18.

Enhver har ret til at tro og tænke, som man finder sandt, og i øvrigt også at udøve sin tro offentligt som privat, men desværre bliver religions- og trosfriheden krænket i mange lande – ikke mindst der, hvor religionen udgør en minoritet. Og derfor er der så mange kristne, der bliver diskrimineret, chikaneret og forfulgt i Mellemøsten og Kina. Som de selv siger, har de ingen fremtid der. 

Desværre er det ikke kun ude i verdenen, at den kristne tro vækker modsigelse og modstand. Det gør den også herhjemme, både direkte og indirekte. Ja, man kan endda risikere at blive beskyldt for brud på de internationale menneskerettighedskonventioner, hvis man f.eks. ikke bryder sig om provokeret abort. Og nogle skoler administrerer meget strengt reglen om, at der ikke må forkyndes for børnene, hvorfor børnene ikke må synge salmer eller hører Fadervor. Selv på Christiansborg kan man blive udsat for mobning, hvis man råber alt for højt op om sin tro, og siger, at det er vigtigt for ens liv og virke. Man må gerne være troende, bare ikke alt for meget.

Op igennem historien, men også i dag, har mange måttet lade livet for deres tro. Det sker heldigvis ikke i Danmark. Alligevel vækker troen også modsigelse og modstand i vores land, og derfor kan vi nogle gange få lyst til at gå meget stille med dørene med vores tro. Befinder man sig f.eks. i sammenhænge, hvor i anførselstegn alt for megen tro ikke er god tone og politisk korrekt, da kan man godt blive meget stille.

Fordi man er bange for, hvad de andre vil tænke om en, og om man vil blive udelukket af fællesskabet.
Det er slet ikke i samme grad med livet som indsats, sådan som det var for Stefanus og andre martyrer, at vi bekender vores tro. Men det kræver også mod af os i en verden, der bliver mere og mere verdsliggjort. Selvom vi lige har fejret Jesu fødsel, er alle ikke udelt begejstrede og lykkelige over, at Gud i sin rige nåde og store kærlighed kom til os med bud om frelse, forløsning og fred til alle mennesker. Fortsat glædelig jul til alle. 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Eva Brinck, 26.12.2020

Det er julemorgen, 25. december 2020, en smuk og vidunderlig morgen her på Møn. Solen skinner så dejligt fra en skyfri himmel, og man mærker dybt i hjertet glæden over, at det atter blev jul, og at vi trods alle restriktioner kan fejre det bedste budskab af alle, Jesu fødsel.

Herunder kan du læse prædikenen til denne juledag. 

Alle ønskes en fortsat rigtig glædelig jul.

Mange varme hilsner fra Eva

Juleevangeliet, Lukas, kap. 2,1-14

”Frygt ikke!” Sådan siger englen til hyrderne ude på marken, da de som de første mennesker får det smukke og længe ventede budskab at høre, at der er født en frelser, Kristus Herren, ind i verdenen. Man kan godt forstå, at englen har fundet det nødvendigt at berolige hyrderne, for hvem ville ikke blive bange for sådan et overvældende og uventet syn, som hyrderne nok ikke så meget har forbundet med en mild og godhjertet engel. Snarere med et frygtindgydende og faretruende væsen. 

Dette forsøg på at dæmpe ængstelse og rædsel hos mennesker ved et ”Frygt ikke”, møder vi mange gange i Bibelen. Ikke mindre 367 gange bruges denne formulering: ”Frygt ikke”. Også da Maria af englen overbringes budskabet om, at hun skal føde Guds søn, er det med ordene, ”Frygt ikke”. Og mange år efter, da kvinderne var søgt ud til Jesu grav påskemorgen, blev de tillige mødt med et ”Frygt ikke”, da englen fortæller, at Jesus Kristus er opstået fra de døde. Selv brugte Jesus også ordene ”Frygt ikke”, når han ville trøste og berolige de mennesker, han mødte på sin vej. 

Det er ikke svært at forstå, at den unge pige Maria blev bange for det overvældende og overraskende syn af en engel, men bange er hun helt sikkert også blevet for graviditeten og ved udsigten til, hvad folk ville mene og sige om hende i landsbyen Nazareth, og ikke mindst hvad hendes forældre og hendes elskede Josef ville tænke om hende. Ville nogen overhovedet tro på det, hun fortalte? Næppe. Der var stor grund til at frygte, at hendes forældre ville være skeptiske over for hendes forklaring, at Josef ville forkaste hende, og at hun ville blive udskammet af alle folk i byen. Ja, hun kunne risikere, at de ville jage hende ud af landsbyen og stene hende der i ingenmandsland. Og hvis hun nåede at slippe uskadt væk, hvordan skulle hun så sørge ikke kun for sig selv, men også for det lille barn? For Maria var der al mulig grund til at nære frygt for fremtiden. 

Før i tiden var det almindeligt at sende en pige med en uønsket graviditet bort til noget familie, der boede længere væk. Det var også den måde, Marias forældre løste den pinlige omstændighed på, at deres ugifte datter var blevet gravid. Maria blev sendt afsted til sin nære slægtninge, Elisabeth og Zakarias, der var præst ved templet i Jerusalem. Det var en god beslutning, for da Maria møder Elisabeth bekræftes hun i, at hun virkelig har haft besøg af et overjordisk væsen. Dette væsen havde nemlig ud over meddelelsen om Marias graviditet fortalt, at Elisabeth, der ellers ikke kunne få børn, også var gravid. Elisabeth ved derfor, at miraklet, underet kan ske og tager uden tøven og skepsis imod Maria. 

De få ord, der fortælles om Marias ophold hos Elisabeth og Zakarias efterlader os det indtryk, at Maria havde det godt og trygt hos dem, men hun må desuagtet have spekuleret over – og frygtet, hvordan hendes mor og far ville tage imod hende, når hun vendte hjem. Og måske også Josef, for selvom han havde sagt, at han alligevel ikke ville slå hånden af hende og ophæve forlovelsen, kunne hun så være sikker på det? Ville tvivlen ikke nage i Josef om Marias uskyld?

Og hvordan skulle rejsen hjem til Nazareth forløbe? Der var meget at frygte for Maria, og man kan næsten ikke forstå, at hun ikke skjulte sig for al offentlighed. Hvad man end måtte tro om Maria og den guddommelige undfangelse, så må man i hvert fald medgive, at hun var gjort af et særligt stof. En stærk vilje, en stærk tro og tillid til Guds beskyttelse og til, at alt måtte gå, som det skulle. 

Et af Grimms eventyr handler om, hvordan en søn af sin far bliver sendt ud i den vide verden for at lære frygt at kende. Vi behøver ikke at drage ud i verdenen for at lære frygt at kende. Men har man som en anden eventyr-helt ikke tidligere været i stand til at føle frygt, så har man nok fået lov til at opleve inden for det sidste år, hvad frygt er. Vi har fået frygt tæt ind på livet. Alle sammen. 

Vi havde måske nok hørt om en uhyggelig og farlig sygdom i Wuhan i det centrale Kina, men ingen frygtede, at den ville nå til Europa, heller ikke sundhedseksperter og virologer, der ellers har stor viden om med hvilken fart virus kan brede sig. Pludselig, nærmest uden noget forvarsel, var sygdommen også kommet til Danmark, og lige så brat og uventet blev hele samfundet med få dages varsel lukket ned. 

Frygten bredte sig ud i samfundet. Vi var bange for selv at blive syge. Vi var bange for, at vore kære gamle og sårbare skulle blive syge. Men vi var også bange for, hvordan det skulle gå samfundsøkonomien, og den enkelte var bange for, om han eller hun ville miste sit arbejde eller skulle få reduceret sin indtægt, så man måske ikke var i stand til at betale sine regninger. 

Mange virksomheder, små som store, frygtede for, om de kunne overleve. Det gik rigtig hårdt ud over luftfartsbranchen, restaurations- og forlystelsesbranchen, der stadig lider under alle de restriktioner, som blev indført for at bekæmpe virussen. Man kan mene om mink-branchen hvad man vil, men minkavlerne fik revet et indtægtsgrundlag væk under sig. Og selvom der er blevet udbetalt hjælpepakker i milliard-beløb, så har det ikke været tilstrækkelig til at man kunne føle tryghed ved, at det hele nok skulle gå. 

Som om det ikke var nok, har vi også måttet kæmpe med ensomhedsfølelse og frygt for, hvad der ville ske vores kære, der måtte leve i isolation. Og alle de psykisk syge, som slet ikke kan tåle at være afsondret fra andre mennesker. Og børnene. Hvordan fortæller man et lille barn, at vi skal passe på ikke at blive smittet af sygdom uden at fremkalde alt for stor frygt i barnet? 

Nogle af os syntes, det så helt udsigtsløst ud. Ville vi nogensinde blive i stand til at bekæmpe og overvinde denne urovækkende og angstfremkaldende sygdom? Ville vi nogensinde kunne vende tilbage til en helt normal tilværelse, hvor man ikke skal være bange for at gå ud, være bange for at kramme og kysse hinanden, være bange for ens egen og samfundets økonomi, være bange for sygdom og alle mulige følger af sygdommen?

Til frygt knytter der sig håb. Altid. Når vi frygter, spirer håbet samtidig i os. Selv når vi er fuldstændig overvældet og knuget af frygt, så vil en lille flamme af håb være tændt i os. Håbet driver os, får os til at tro på fremtiden, får os til at tro på forandringens mulighed, får os til at tro på, at der er en vej ud af smerte, lidelse, bekymringer, sorg og sygdom, en vej ud af fare, en vej ud af det værst tænkelige.

Vi kan kun tro, at Maria nærede stort håb til Gud og til, at alt ville gå godt, da hun ledsagede Josef den lange vej til Betlehem. Håbet og troen på, at det kunne lade sig gøre, måtte de have delt med hinanden. Deri har de holdt en lang jødisk tradition i hævd. Det jødiske folk er et håbefuldt folk. Selvom de jødiske profeter profeterede død og ødelæggelse, profeterede de også om fred og velstand for folket. Og om frelse, som vi hørte i teksten, jeg læste nede fra alteret, hvori det lød: ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land …. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre …”

Vi som kristne fejrer i dag opfyldelsen af den håbsvision. Vi fejrer, at Gud virkelig lod sin søn Jesus Kristus føde ind i vor verden til frelse for hvert et menneske på denne jord. Vi lever i en verden, hvor Gud har sat sin vilje igennem om kærlighed, forsoning, forandring og nye muligheder. I det lys og i den ånd ønsker Gud, at vi skal leve vores liv, og derfor ikke i frygt og ængstelse slå blikket ned og bøje os, men rette os op og løfte vores blik med håb for nutiden og håb for fremtiden. I ønskes alle sammen en rigtig glædelig jul.

Lov og tak og evig ære, være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed.       

Eva Brinck, 24.12.2020

Onsdag den 2. december kl. 9.00 tager vi i skoven sammen med 0. klasse fra Møn Friskole for at finde det flotteste juletræ til kirken. Det plejer børnene at være gode til. Når vi har fældet træet og båret det hjem, vil vi julehygge med juleklip, julesang, historie og juleknas. Vi glæder os rigtig meget til nogle hyggelige timer sammen med 0. klasse, som vi til trods for en masse restriktioner har fået lov til at holde. Mange hilsner Anne, Yann og Eva.

Hele Danmark har i denne uge holdt valg til menighedsrådene, som leder og styrer folkekirkerne ud over hele landet. Det er et meget vigtigt arbejde, som ydes af menighedsrådets medlemmer. De sætter retningen for den lokale kirkes arbejde. De har ansvaret for kirkens økonomi, og for at kirkens ansatte trives og har gode arbejdsforhold. De er bygningsansvarlige og skal tilse, at kirken og dens inventar bevares og holdes i en pæn stand. De skal sørge for alt i forhold til kirkegården. De planlægger reparations- og vedligeholdelsesarbejder. Søger fondsmidler og lægger kirkens budget. De har også ansvaret for vedligeholdelsen af præstens bolig og udenoms-arealer. Mange mennesker kender slet ikke til det store arbejde, menighedsrådet udfører for kirkens ve og vel. Det er mere eller mindre usynligt.

Til gengæld lægger folk som regel mærke til, hvilke arrangementer kirken laver. Her har menighedsrådene også stor betydning. Ja, det kunne slet ikke lade sig gøre at skabe en levende, hyggelig, spændende og meningsfuld kirke uden de enkelte medlemmers store indsats. Det handler om alt fra at bage, holde parkeringsvagt, planlægge udflugter, lave frokost og andre anretninger, sørge for pyntning, vaske op og rydde af. De frivillige medlemmer er yderst foretagsomme og driftige, og derfor bliver prædiken i dag et stort forsvar for Martha, som ellers altid bliver skældt ud for sin foretagsomhed, flid og virketrang. Men vi kan altså ikke klare os uden alle de mange mandlige og kvindelige marthaer. 

Hvad er det egentlig, der er galt med Marthas foretagsomhed? Helt ærligt ville vi ikke også gøre det samme som Martha, når vi ventede besøg af kærkomne gæster? Ville vi så ikke også sørge for at, der var pænt og rydeligt? Ville vi ikke også skynde os afsted i byen, købe ind og tilberede en lækker middag på et veldækket bord? Jo, det ville mange af os nok, for det er jo en af de måder, hvorpå vi viser og tilkendegiver, at vi er glade for at se vores gæst eller gæster. 

Derfor er det vel også ret og rimeligt, at Martha bebrejder sin søster, at hun ikke hjælper til med tilberedningen, opdækningen og opvartningen. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste ud over Martha, der har råbt ad min familie, at de godt kunne tage at hjælpe til, når der kom gæster. 

Men Jesus vender sagen om og forsvarer Maria. Det kan måske nok overraske ikke kun Martha, men også alle os andre, for har vi ikke netop fået det indtryk af Jesus, at vi skal være gode og hjælpsomme over for hinanden. Som han siger i sin Bjergprædiken: ”Hvad I vil, at andre mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” Og inden optrinnet med Martha og Maria, har Jesus netop fortalt lignelsen om den barmhjertige samaritaner, hvor Jesus roser og fremhæver samaritaneren, der hjælper den forslåede mand som et eksempel til efterfølgelse. Så hvorfor er det, at Jesus bebrejder Martha og roser Maria?

Ja, Jesus svarer selv, at det er, fordi Martha gør sig bekymringer og er urolig for mange ting. Det er altså ikke en opfordring til ikke at hjælpe og være engageret i at yde en indsats for andres skyld. Men det er en advarsel mod at havne der, hvor man i sin gescæftighed og fortravlethed glemmer at have ånden og hjertet med i det, man foretager sig. Man skal ikke kun udeltagende yde, men være til stede i opgaven. Det Jesus opponerer imod er flygtighed og overfladiskhed. 

Og det kan som kirke minde os om, at man ikke bare skal finde på aktiviteter for aktiviteternes egen skyld, men fordi det giver mening og indhold for menigheden og sognets børn og er et udtryk for troen og det kristne budskab. 

Det er jo derfor, Maria sætter sig ved fødderne af Jesus. Hun vil ikke bare underholdes, ikke engang åndeligt underholdes og lytte til spændende filosofiske betragtninger over livet og os selv. Nej, Maria vil ligesom den etiopiske mand, vi fik fortalt om tidligere, hører om Gud og Guds frelse i Jesus Kristus. Maria betages af at høre om Guds kærlighed, hvori hun kan finde hvile og trøst, opmuntring, styrke og mod til det levede liv. 

Underholdning kan ofte være godt, fornøjeligt og opløftende, men vores åndelige og sjælelig liv kan ikke klare sig alene med underholdning, hvor flot og imponerende det end tager sig ud. Det åndelige og sjælelige liv tørrer ud og skumper ind, hvis det kun har morskab, sjov og ballade at nære og opbygge sig ved.

I disse år tales der meget om fornyelse af gudstjenesten, og den kan nok også trænge til at blive set efter i sømmene, trænge til at blive revideret, men det er synd for dem, der kommer i kirken, hvis gudstjenesten skal omdannes til endnu en underholdningsmaskine. Vi har så rigeligt af underholdningsmuligheder, men vi har ikke ret mange muligheder for blot i fred og ro, helt uforstyrret at kunne sætte os på en bænk, og som Maria lytte til Herrens ord igennem sang, bøn og tekstlæsning. Tage Guds ord til os, lade dem bundfælde sig i sind og hjerte som en styrkelse af ånd og sjæl. 

Når nogle gerne vil have ændret radikalt på gudstjenesten, så den bliver mere underholdende, er det måske, fordi man skammer sig over, at gudstjenesten ikke er lige som alt det øvrige i samfundet. Men man skal ikke skamme sig. Mennesket er ikke kun en festabe, der skal adspredes med forskellige grinagtige og komiske indslag. Mennesket har behov for mere end flygtige og overfladiske oplevelser. Vi har ved siden af alt det andet behov for at fordybe os og tænke over, hvorfor vi er her, og hvad meningen er med vores liv.  

Den fordybelse og tankevirksomhed understøtter gudstjenesten. Gudstjenesten giver os mulighed for at nære og gøde vores ånd og sjæl. Giver os mulighed for at opdage eller få bekræftet, at vi ikke er alene, men har fællesskab med Gud, er hans elskede børn og skabt i hans billede, så Gud kan kommunikere med os og vi med ham. I gudstjenesten kommer Guds kærlighed, hans omsorg for os, hans tilgivelse af os til orde. I gudstjenesten får vi gentaget Guds dybe samklang med os, ikke ved en præstation af os selv, men som en gave fra Gud. I gudstjenesten fornyer Gud livet for os, så vi kan gå styrket derfra fuld af taknemmelighed og med forvisning om at være tilgivet og omfavnet af Guds kærlighed.

På mange måder kan man jo godt sige, at alle, der arbejder for kirkens bevarelse, liv og vækst, tjener Gud og det kristne budskab, men lige netop i selve gudstjenesten, er det Gud, der tjener os og drager os ind i hjertets samhørighed med ham. Vi behøver egentlig slet ikke at bede om denne forening, som vi f. eks gør, når vi i salmen Hil dig frelser og forsoner, synger: ”Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker, er den dybe sammenhæng”. Vi har den allerede, er allerede ét med Gud, som vi vil synge om et øjeblik, udtrykt i ordene: ”Vi ere, vi bleve, i Kristus, Guds levende ord. Tag ordet i munden og elsk det fra grunden. Da hos dig i navnet han bor.” 

De ord skal Martha også finde fred og ro til at høre. Amen.

Sognepræst Eva Brinck, september 2020.

Som alle, der har været til gudstjeneste eller kirkelig handling i Damsholte kirke nok har bemærket, har vores orgel været ustabilt i nogen tid - for at sige det pænt.

Vi har fået det repareret en del gange, men fandt det nu rimeligt og mest fornuftigt i stedet at konsultere orgelkonsulenten fra Kirkeministeriet, som kom til Møn og vurderede orglets stand.

Den triste tilbagemelding lød, at orglet desværre ikke står til at redde, men må kasseres. Det vil ifølge orgelkonsulenten således være spild af penge (igen) at begynde at reparere på det.

Menighedsrådet vil derfor nedsætte et orgeludvalg, hvis opgave det vil være at søge midler til opbygning af et nyt orgel i kirken. Et nyt orgel er også blevet sat på de kommende års budget for kirken. 

Det siger sig selv, at det bliver dyrt, men det kommer også til at tage lang tid, alt i alt 4 år, før kirken kan have et nyt og velklingende orgel.

Vores rare organist Søren Laursen har heldigvis været så venlig at udlåne sit flygel til kirken, og det vil han spille på, indtil vi får det nye orgel.

Vi er meget kede af, at orglet ikke stod til at redde, men vil nu se fremad og glæde os til, at der bliver bygget et nyt orgel til kirken.

Sognepræst Eva Brinck, juni 2020