Begivenheder i kirken
Præsten på arbejde i den koldeste jul nogensinde - 2010
Julen 2010 blev både meget kold og snefyldt. Der kom faktisk så meget sne, at mange her på Møn var sneet inde i adskillige dage. Juleaften havde jeg ikke regnet med, at der ville komme ret mange i kirke, så stor var min og personalets overraskelse, da det alligevel lykkedes 96 mennesker at bane sig vej gennem snemasserne til julegudstjeneste. Det blev en meget stemningsfuld gudstjeneste. Vi manglede nemlig også en organist, men alle sang med af hjertens lyst og glæde. Det var både meget smukt og dejligt at lytte til. De øvrige jule- og nytårsdage var gudstjenesterne selvsagt også sparsomt besøgt. Det var en meget speciel oplevelse at vandre til og fra kirke på en næsten billøs landevej.
Jeg håber min bøn i kirken for jer alle her i sognet også nåede ud til jer, og jeg ønsker jer et godt og velsignet nytår.
…………………………………………………………………………………………………
Luciagudstjeneste i Damsholte kirke
Smukt optog af luciabørn i december måned.
…………………………………………………………………………………………………
Kalkmaleriværksted i Damsholte præstegård
6. november 2009 var der kalkmaleriværksted for alle klassetrin fra Møn Friskole. Arrangementet var arrangeret af Damsholte kirke og foregik i Damsholte præstegård.
…………………………………………………………………………………………………
Nytårsprædiken 2009 med indledende læsning fra Prædikerens Bog, kap. 3,1-8:
Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde. Eb tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede. En tid til at rive ned, en tid til at bygge op. En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse. En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten. En tid til at omfavne. En tid til at opsøge, en tid til at miste. En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort. En tid til at rive itu. en tid til at sy sammen. En tid til at tie, en tid til at tale. En tid til at elske, en tid til at hade. En tid til krig, en tid til fred. Amen
Det er årets sidste aften. Men det er også dette årtis sidste aften. Om dét er der især de sidste dage sagt og skrevet meget. Således kunne man læse denne hårde dom over årtiet i Time Magazine for et par uger siden:
”Nøjagtigt to minutter efter midnat 1. januar 2000 lød en alarm på et atomkraftværk i Japan. Embedsmænd og dataloger over hele verden holdt vejret. Var dette begyndelsen til en massiv år 2000-computernedsmeltning? Faktisk ikke. Det var en enkeltstående begivenhed, en af en håndfuld fejl, mens solen steg op over det nye årti. Den frygtede tusindårsnedsmeltning skete aldrig.
Det var i stedet den amerikanske drøm, som var ved at blive formørket. Sat i gang den 11. september 2001 og afsluttet med en finansiel nedsmeltning, vil de første 10 år af dette århundrede sandsynligvis gå over i historien som de mest nedslående og desillusionerende, amerikanerne har oplevet i tiden efter Anden Verdenskrig. Der er stadig uger tilbage af 2009, men det er ikke for tidligt at fælde dom. Kald det årtiet fra helvede, eller dommens dag, eller de bristede drømmes årti eller det tabte årti. Kald det, hvad du vil – men vær glad for, at det næsten er forbi.”
Man må sige, at det er en skarp og barsk beskrivelse og analyse af det årti, der er ved at rinde ud. Men det er ikke kun amerikanerne, der giver årtiet en ublid medfart. Verden over er årtiet blevet karakteriseret som noget af det værste i århundreder. Herhjemme er det udover helvedes årti blevet kaldt frygtens årti, kynismens årti, individualismens årti, kollapsets årti eller vandmandens årti. Det sidste, som en lakonisk kommentar til, at det eneste, der blev mere af i de forgangne ti år, var havvand p.g.r. af Nordpolens smeltende ismasser. Mere neutralt er årtiet dog også blevet kaldt 00’ernes årti, men med den tilføjelse, at nullerne jo ligner balloner, der ikke blot kan, men rent faktisk også bristede.
Men hvad bygger analytikerne og kommentatorerne deres karske og nedslående karakteristik på, og er der da slet ikke noget godt at sige om de sidste ti år?
Det blev desværre ikke ved frygten for computernedsmeltningen. Allerede året efter den 11. september 2001 fik Osama bin Laden og hans al-qaeda-netværk held til at ramme ikke blot amerikanerne, men også alle os andre lige i hjertet og troen på USA’s uovervindelighed, da de foretog det brutale og koldsindige terrorangreb på World Trade Center. Terrorangrebet trak en chokeret vestlig verden ind i krigene i Irak og Afghanistan, og hadet og vreden blev yderligere forstærket ved terrorangrebene i Madrid, London, på Bali og i Moskva.
At det med rette er blevet kaldt for et kynismens og individualismens årti, blev vi også bekræftet i ved de mange finans-skandaler verden over. Herhjemme var det vel især Stein Bagger, der gjorde sig bemærket ved sin hensynsløse og egoistiske optagethed af at spinde guld på andre. I USA var det Madoff, der med sin svindel på 325 milliarder viste, hvad menneskelig grådighed kan medfører af nød for andre mennesker, der i bogstaveligste forstand blev ruineret ved hans uhæmmede gridskhed. Men der var desværre også andre, der spekulerede i den for almindelige mennesker uoverskuelige finanssektor og forgyldte sig selv med store overskudshonorar. Det, men naturligvis også andre faktorer, fik aktiekurserne til at falde dramatisk og verdensøkonomien til at vakle i faretruende grad, ja nogen har benævnt det et regulært sammenbrud. Finanssektoren måtte tilføres hjælpepakker, som kommende generationer nok også får lov til at bidrage til. Arbejdsløsheden og tvangsauktionerne steg selvsagt også betragtelig ved den økonomiske nedsmeltning.
Verden blev desværre ikke kun ramt af menneskeligt forårsagede katastrofer i dette årti, men også naturkatastrofer. 2. juledag 2004 vågnede vi op til den umådelige triste nyhed om, at den asiatiske tsunamie-flodbølge havde slået mere end 200.000 mennesker ihjel. Ikke en gang et år senere hørte vi, at orkanen Katrina havde lagt alt øde i New Orleans i staten Louisiana og dræbt 1500 mennesker. Endnu flere blev hjemløse.
Ovenpå alle disse nedslående og grufulde begivenheder, kunne man måske have håbet på, at verden kunne finde sammen om en løsning på den globale opvarmning på det såkaldte COP15-møde. For det var ikke kun økonomien, der blev overophedet i det forgangne årti. Vi står også overfor et meget alvorligt klimaproblem, hvis verden ikke kan blive enige om at begrænse CO-2 udslippet. Billeder af hastigt smeltende gletsjere, oversvømmelser og ekstreme vejrforhold har gjort det indlysende klart, at det er presserende, hvis vi skal nå at redde verden, så den også bliver tålelig at leve i for vores børn og børnebørn. Lige nu skyder alle med skarpt mod Kina og landets manglende vilje til at reducere CO-2 udslippet. Men vi har alle et ansvar.
Vi bærer alle et ansvar for, hvordan verden kommer til at se ud de kommende årtier, som vores ufødte og fødte børn skal vokse op i. Ingen af os kan lukke øjnene. Her på falderebet af nullernes årti tror jeg også, at der er skabt en større forståelse for, at vi må forsøge at finde sammen og hjælpe hinanden med de forskellige problemer, vi står overfor. Det er blevet mindre smart kun at hytte sit eget. Der bliver set med et vist mishag på den, der selvoptaget og egocentrisk først og fremmest tænker på at skaffe sig selv økonomisk vinding og fremgang. Reklamer og tv-programmer appellerer til at skrue ned på vores forbrug og smide-væk-kultur. Glemmer vi det selv, skal vores børn nok minde os om, at vi skal spare på varmen og slukke for det elektriske lys.
I skabelsesberetningen står der, at Gud skabte mennesket, for at det i første omgang skulle passe på Edens have. Nu blev det en større have, vi kom til at tage vare på, fordi Eva ikke kunne dy sig og lod sig friste til at ville have det hele. Alt havde hun, det dejligste liv. Alt kunne hun tage af og spise. Men hun ville også have det eneste, hun ikke kunne få. Det blev fatalt ikke kun for hende selv, men også hendes mand og hendes den gang ufødte børn, hvoraf den ene endda slog ihjel, fordi han blev jaloux på sin bror over ikke at kunne få det hele. Allerede på de første sider af Bibelen hører vi, hvordan det kan gå, hvis vores grådighed og havesyg får lov til at tage over. Det fører en ulykke med sig.
Men er det hele da bare ulykke, nød og elendighed med mennesket og dets handlinger? Det er det ikke, og det har vi heldigvis også fået bekræftet i dette årti. For det kan godt være, at nullerne ligner balloner, men balloner kan jo også briste af andet end nød og ulykke, nemlig glæde, hjælpsomhed og godhed. Da tvillingetårnene var ved at styrte sammen kaldte det medfølelsen og hjælpsomheden frem i rigtig mange mennesker. Især hørte vi om, hvordan brandmænd satte livet på spil for at hjælpe andre. Under tsunamien kom frivillige til for at hjælpe alle ofrene. Efter flodbølgen blev der samlet milliardbeløb ind for at bringe de små samfund på fode igen. Et stigende antal mennesker er begyndt at give større beløb til hjælpeorganisationerne for at komme sultende og nødlidende mennesker til undsætning, især i den tredje verden. Vi er blevet bevidste om, at vi skal passe på jorden, og at vi må hjælpes ad med at løse opgaven. Vi har også opdaget, at man ikke bliver specielt lykkelig af at eje et samtalekøkken eller andre forbrugsgoder. Det rækker med mindre. Overmandingen af en islamisk ekstremist, der her for nylig forsøgte at antænde et fly, viser at folk godt kan stå sammen og handle, så terroristerne ikke med samme held kan skabe vrede, sorg og ødelæggelse i verden. Også i mindre sammenhænge som f. eks. her på Møn oplever man godhed, opofrelse og hjælpsomhed.
Der er håb og lys forude. Det skal vi tro på, så angsten og frygten for alverdens ulykker ikke overmander os og gør os endnu mere bange og fremmed for hinanden. Vi må tro på hinanden. Vise hinanden tillid og respekt. For selvom Bibelens Eva startede en lavine af ulykker, fordi hun ville eje det hele, så er vi mennesker ikke kun selviske og kynisk optagede af at tilfredsstille vores egne behov. Vi kan elske og holde af, hjælpe, føle med andre og vise andre hensyn. Vi er skabt sådan og behøver ikke at overvinde os selv for at gøre godt. – I hvert fald ikke altid. Faktisk kan man jo også opleve en umådelig stor glæde ved at gøre andre godt. Ja, egentlig er den den største glæde, man kan få. Lad os derfor ikke kun sende raketter til himmels i aften, men også balloner bristefærdige af glæde, hensyntagen, fælles forståelse, godhjertethed, rundhåndethed, barmhjertighed, uselviskhed, åbenhed og imødekommenhed. Det kunne være dejligt, hvis vi ved næste årtis udgang, kunne sige: ”Det var paradisets, harmonien og forståelsens årti, hvor det lykkedes os at leve efter Jesu anvisninger.” Lad det være vores fortsæt for det nye årti. Guds himmeriges nåde og lykke ned på jorden. Og lad os i taknemmelighed huske os selv og hinanden på, at der også skete dejlige og smukke ting i dette årti. Glædelig nytår!
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
…………………………………………………………………………………………………
Tanker om sommer og pinse
"Du danske sommer jeg elsker dig"
Da jeg var ung, arbejdede jeg som hjemmehjælper på Vesterbro i København. Jeg kom fast hos en dame, som var 97 år, og en dag spurgte jeg i min ungdommelige frimodighed, hvordan det var lykkedes hende at blive så gammel. Hun var mild af væsen, smilede og svarede, at det skyldtes lyden af børnenes glade og livlige stemmer fra skolen lige over for hendes lejlighed. At høre og se børnene i skolegården livede hende op og gjorde hende i godt humør. Maja, som hun hed, havde hele sit liv, boet i denne gade i en ægte vesterbrolejlighed med et enkelt soveværelse og et lille smalt køkken, der vendte ud til en mørk baggård og en stue, der vendte ud mod gaden, hvorfra hun kunne sidde ved sit vindue og betragte børnene. Maja havde i mange år været alene, men hun var glad for sin bolig, selvom der heller ikke om sommeren nåede meget sollys ned i gaden.
Jeg forstod hende godt, for pludselig dukkede billedet op af, hvordan jeg som barn selv havde siddet oppe i vindueskarmen i en lille lejlighed på Vesterbro og kigget ned på gadelivet af travle mænd og kvinder og legende børn. Kvinder på vej op eller ned i ismejeriet og mænd, som i hvert fald søndag formiddag iført netundertrøje vaskede bil. Børn, der hinkede i hinkeruder, hoppede elastik eller drillede hinanden. Heller ikke i min gade faldt der mange solstråler, men jeg husker ikke sommerdagene i den lille lejlighed som kedelige, grå og triste. Der åndede faktisk sådan en stille dejlig fredfyldt ro i gaden med det sparsomme lys, der kom fra den lille plet af himmel ovenover hustagene.
Nu sidder jeg i min have i skyggen af et blommetræ. Der er jeg trukket ind, for solen bager ned fra en vidtstrakt og skyfri himmel. Fuglene kvidrer lystigt med hinanden, og svalerne, der har bygget rede i carporten, svæver hen over himlen, dykker, sikkert for at fange insekter til deres unger. Så langt som øjet rækker, kan jeg se gule kornmarker. I markskellet står de knejsende valmuer i rødglødende farver og duver i vinden. Skoven tæt ved har taget sin grønne hat på, og på stien neden for mine fødder er der en livlig vandring af sorte skovsnegle – børn og voksne, der trækker lange slimede spor efter sig. Langt væk har to brune hareunger fået øje på min hvide cockerspaniel, og i ét nu forsvinder de i skjul af kornmarken. En lille edderkop er på vej ned i min kaffekop, og humlebierne malker flittigt de lilla sommerblomster for nektar.
Det er en forunderlig verden, jeg er havnet i. Sommeren er virkelig skøn her ude på landet. Smuk og bedårende. Helt paradisisk føles det.
En skoleklokke i det fjerne ringer, og snart efter høres lyden af livlige og glade børn, der om få dage har sommerferie. Billederne af den gamle dames verden, af min egen barndom og mit liv her på det pragtfulde og vidunderlige Møn flyder sammen. Selvom der er langt fra tidligere tiders mørke Vesterbro til denne dags lyse skønne Møn, så er det den samme følelse af lykke, jeg overvældes af. Jeg ved det ikke, men måske skyldtes Majas høje levealder, at hun forstod at sætte pris på det, hun havde og være glad i det, hun var.
Der er masser, man kan blive ked af og være trist over, ja, selv den dejlige sommer, kan man blive helt vemodig over, skal forlade én. Men det gør sind og hjerte godt at insistere på at glæde sig over alle de små ting, som livet giver. At være til i nuet og tænke om livet: ”Ja, jeg ved dit hjerte er guld endda.” Rigtig glædelig sommer til alle. EBJ
………………………………………………………………………………………………….
Hvad symboliserer den røde farve, og hvorfor benyttes den i pinsetiden?
”Rød er at udtrykke følelser ærligt. Rød er at stå frem. Rød er værdig. Rød er konkret og ret så synlig. Rød er til tider også pinlig. Rød er gavmild. Rød er grådig. Rød er så sandelig også modig. Rød er provokerende, ja nogen gange chokerende. Rød er handling, kamp og hengivelse. Rød er begejstring – stolt, befriende. Rød er at have hjertet udenpå. Rød er spontan. Rød er varm. Rød er legende. Rød er larm. Rød er barnlig, tindrende glæde. Rød er voldsom og ægte vrede. Rød er sanselig og sexet. Rød er liv og dunkende hjerte. Rød er fest, ballade og smerte. Rød er fri. Rød er moden. Rød er at finde sin plads i solen.” Anne-Grethe Kousgaard, billedkunstner.
Billedkunstnere tænker meget i farver, farvers virkning og farvers betydning. Men af kirkesidens gennemgang af de forskellige liturgiske farver fremgår, at der også i kirkelig sammenhæng er en lang tradition for at benytte farver til at udtrykke noget bestemt. Den liturgiske farve, der anvendes i pinsen, som vi snart skal fejre, er rød. Det er selve pinseunderet, der har givet pinsedagene den røde farve. Ifølge beretningen i Apostlenes gerninger sker det nemlig, da apostlene 10 dage efter Jesu himmelfart er samlet i Jerusalem, at der pludselig høres et kraftigt vindstød igennem huset og tunger af ild sætter sig på mændene, så de bliver fyldt af Helligånden. Ildtungerne og Helligånden betød, at pinsen fik den røde farve som sit kendetegn.
Ild og Helligånd er utæmmelig. Det er kærligheden og lidenskaben jo også, og derfor er det vel heller ikke så mærkeligt, at de ligeledes forbindes med den røde farve. Ja faktisk symboliseres alle stærke følelser ved farven rød, således også vrede, intensitet, spænding og aggression. Rød er også blevet brugt til tilkendegivelse af magt, revolution, socialisme og kommunisme. I Indien er det ægteskabets farve, og i Kina betyder det held og lykke. Ude i trafikken betyder rød stop, og en rød lampe betyder optaget.
Fordi lidenskabelige følelser er blevet opfattet som farlige, er den røde farve også blevet symbol på synd. Men i oldtiden mente man faktisk, at rød beskyttede mod farer. Drømmer man i røde farver, er man i følelsernes vold. I Højsangen i Det gamle Testamente siger den drømmende forelskede pige: ”Min elskede er hvid og rød, ypperst blandt titusinder”. Det betyder selvfølgelig, at han er seksuelt attråværdig. Blodet løber stærkt i årerne, når man er glad for nogen, men blod er også forbundet med død og ulykke, og det er derfor, at den røde farve også blev 2. juledags farve, hvor man mindes den første martyr, Stefanus, der blev stenet ihjel for sin tro.
Den røde farve er således blevet symbol på modsætningerne liv og død, velstand og mangel på velstand, magt og afmagt, glæde og sorg, synd og Helligånd, had og kærlighed. EBJ
………………………………………………………………………………………………….
Kirkens loft bliver repareret, og kirkerummet er pakket ind i træstilladser og plastik. Efterår 2008.
………………………………………………………………………………………………….
Billeder fra julegudstjenster i Damsholte kirke, julen 2007
21. december 2007 holdt vi juleafslutning for Møn Friskole og Gammelsø Børnehave. Det blev en skøn dag takket være elever og voksnes sang og musik. Michael Nielbo og Ole Berg underholdt med eksotiske toner, FBI sang "Oh happy day", og indskolingen bidrog til den dejlige stemning med nogle herlige julesange. Her er billeder fra juleafslutningen.
